Dansk Boligbyg har gennem de seneste år udbygget og udvidet organisationen, så den nu er klar til at håndtere milliard kroner tykke ordrebøger i fremtiden.
I skrivende stund har den jyske entreprenør således en ordrebeholdning på 1,8 mia. kroner, og selvom firmaet tidligere har arbejdet i det luftlag, er virksomheden nu også klar til at vokse på bundlinjen, der ellers ikke er fulgt med toplinjevæksten i de seneste år.
- Nu er vores organisation gearet til at håndtere en ordrebeholdning af den kaliber. Vi regner derfor med et overskud på mellem 40 og 50 mio. kroner i indeværende regnskabsår mod 10 mio. kroner sidste år, siger adm. direktør i Dansk Boligbyg, Anton Nørgaard, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Dansk Boligbyg udfører bolig- og institutionsbyggerier samt renoveringsopgaver i hoved- og totalentrepriser, og det er disse byggerier, som entreprenøren også vil opføre i fremtiden.
Det er derfor andre faktorer, der er gældende for, hvorfor entreprenøren netop nu forventer at tjene flere penge end tidligere.
- Vi har ansat en række medarbejdere, der nu er blevet oplært, og vi har udvidet vores digitale udvikling og fokus. Samtidig synes vi, at økonomien ser bedre ud på vores igangværende opgaver. Vi er internt blevet bedre til at skrue projekterne sammen, så de passer med økonomien, siger Anton Nørgaard.
Mere stabile priser
Byggedirektøren oplever samtidig også, at priserne på markedet er blevet mere stabile.
- Gennem de sidste par år har det været meget svært at købe ind, fordi priserne har været stigende. Men jeg oplever, at der siden årsskiftet er sket noget i markedet. Tingene har stabiliseret sig, og jeg synes, det er nemmere at finde nogen, der vil ind og kigge på opgaverne, siger han og tilføjer:
- Jeg synes, der er blevet lidt mere konkurrence i markedet, men jeg synes samtidig også, at vi har bedre muligheder for at købe ind i dag.
Indtil videre har Dansk Boligbygs igangværende sager ikke været ramt af situationen med coronavirussen, og derfor er Anton Nørgaard også både optimistisk og fortrøstningsfuld for fremtiden.
Således forventer entreprenøren, at byggefirmaet i de kommende år kan præsentere en ordrebog på mellem 1 og 1,5 mia. kroner, mens overskuddet også skal vokse til mellem 40 og 50 mio. kroner. I de seneste fem år har Horsens-entreprenøren haft et overskud på mellem 10 og 23 mio. kroner.
- Vi arbejder målrettet med strategien, og jeg kan se med de igangværende sager, at det ser meget bedre ud indtjeningsmæssigt. Samtidig er vi forskånet for dårlige sager. Så jeg er meget optimistisk.
Dansk Boligbyg øger sit fokus på indtjeningen
Byggeentreprenøren har lige nu en ordrebeholdning på 1,8 mia. kroner og forventer et overskud på mellem 40 og 50 mio. kroner i indeværende regnskabsår på trods af corona