Gjørtz Arkitekter i Aarhus og Søren Andersen Arkitekter i Holstebro vil som netop sammenlagt firma, under navnet Gjørtz/Andersen/Arkitekter, pulje sine kræfter og kompetencer, men beholder en lokal forankring.
- At stille personligt op for kunden har altid været kerneværdier for os, siger adm. direktør Carsten Gjørtz til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Og vi fastholder den lokale repræsentation i modsætning til tendensen om at rykke sammen på større kontorer. På den måde ønsker vi at se arkitektur som en ligeværdig del af det samarbejde, der sker mellem arkitekt, ingeniør og entreprenør, for eksempel, siger Carsten Gjørtz.
Han fortæller, at den solide vestjyske tradition - med kunder, der går langt tilbage og vægt på lokalkendskab - går godt i spand med Aarhus-stemningen af skitserende kreativitet og innovation.
Supplerer hinanden
- Vores profiler supplerer hinanden godt. Vi arbejder begge med kultur- og idrætsbyggerier samt byggeri til børn og ældre. Vi tegner også boliger, men måske ikke 500 ad gangen. Og med nu i alt 14 medarbejdere i det nye selskab kan vi begynde at kigge videre ud, siger han.
I modsætning til de store ingeniørfusioner, vi har set mange af, kommer virksomheden til at arbejde selvstændigt og i øjenhøjde med kunderne, lover han.
Om udvidelsesmulighederne siger Carsten Gjørtz:
- Vi har helt klart planer om at yde rådgivning i hele Danmark. Vi udelukker ikke noget, og på sigt kan jeg forestille mig, at vi kommer til at sidde flere steder i landet. Men nu starter vi med at erobre Jylland og så tager vi den derfra, siger han.
Han understreger, at fusionen mellem de to tegnestuer først og fremmest er kommet i stand, "fordi vi kan lide hinanden og har fælles værdier", som han udtrykker det. Et godt mix af fornuft og følelse.
De tre ejere bliver også økonomisk ligeværdige, idet de kommer til at eje en tredjedel hver.
- Jævnbyrdighed er vigtigt, og den måde, vi går til kunderne på, er enormt vigtigt for os. Vi er ikke bedrevidende, eller arkitekter med stort A, der foregiver at vide det hele. Vi er rådgivere, og går til opgaverne med ydmyghed, for vi skal aldrig glemme, at vi arbejder med andre folks penge, siger Carsten Gjørtz.
Dyrt er ikke altid godt
Han og de to øvrige medejere - Niels Chr. Andersen og Kis Bodilsen - vil også gøre op med tanken om, at god arkitektur også er dyr arkitektur.
- Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Arkitektur handler også om at tænke sig om, og om at få det bedste ud af de givne forudsætninger og materialitet. Vores opgave er at sørge for rummelighed og sammenhængskraft. Derfor ser vi mere det vi laver, som brugskunst frem for kunst, der egner sig til at blive vist frem i et tidsskrift, men som måske ikke altid virker så godt i den virkelige verden, siger Carsten Gjørtz, som oprindeligt selv stammer fra Hjerl Hede i det vestjyske.
Han tilføjer, at en af målene er at skabe bæredygtige byggerier:
- Vi skal minimere forbruget af ressourcer og nedsætte byggeriets CO2-forbrug. Bevare mere og rive mindre ned, siger han.
Et lokalt alternativ til de store
Ifølge de nye fælles ejere er der tale om to sunde overskudsgivende virksomheder, som slår sig sammen.
- Fusionen er et ønske om at give kunderne et lokalt alternativ til de store rådgivningshuse, som efterhånden præger branchen. Vi flytter ikke sammen, men vi favner bredere og bevarer samtidig den lokale forankring og stedlighed, siger Holstebro-medejer Niels Chr. Andersen, som har mere end 30 års erfaring fra arkitektbranchen.
Værdierne for virksomheden vil fremover være glæde, fagligt engagement og begejstring.
Det skal være kendetegnende for måden at arbejde på, supplerer Kis Bodilsen, der også er formand for bestyrelsen.
- Vi tegner for, til og sammen med mennesker. Vi har set, at vores værdier spiller godt sammen, siger hun i en pressemeddelele, og tilføjer, at der fortæller, at de to virksomheder har lært hinanden at kende ved et vellykket samarbejde om en ny Sosu-skole i Holstebro.
To jyske arkitektvirksomheder går sammen
Arkitekturen drives frem gennem den gode dialog med kunden, siger adm. direktør Carsten Gjørtz, hvis Aarhus-firma har fusioneret med vestjyske Søren Andersen Arkitekter