23948sdkhjf

Kranfirma uddanner kranførere online

BMS lancerer ny e-learning platform - også for samarbejdspartneres medarbejdere

Landets største kran- og lastbilliftfirma har udviklet og implementeret ny e-learning, som dækker virksomhedens risici indenfor arbejdsmiljø og sikkerhed. Platformen som indeholder 15 uddannelser på fire sprog sparer tid og tilbydes også til samarbejdspartnere, herunder kunder og underleverandører. Det fortæller firmaet om i en pressemeddelelse.

"Arbejde i højden", "Anhugning", "Lastsikring", "Farligt gods, kapitel 1.3" og "Manuel håndtering" er blot nogle af de uddannelser, som har vist sig interessante - også for BMS’ samarbejdspartnere.

Det kan ofte give udfordringer i produktionen, når ens medarbejdere skal på forskellige kurser, som ofte har en varighed på flere dage. Med BMS’ nye initiativ kan den nødvendige viden indlæres på få timer, enten på arbejdspladsen, derhjemme, eller hvor man ellers har adgang til en pc eller tablet.

Fleksibilitet og effektivitet er netop filosofien bag e-læringen, så man kan tage 15 forskellige uddannelser, præcis når det passer ind i produktion og øvrige aktiviteter.

- Projektet blev sat i gang længe før Covid-19, hvor vi har skulle vænne os til at holde behørig afstand til hinanden. Vi glæder os over, at denne undervisningsplatform, også i Corona-sammenhæng, er ekstra relevant, bemærker driftsdirektør hos BMS A/S, Kim Knudsen.

Undgå store bøder
Med omkring 430 ansatte i Danmark har landets største kran- og lastbillift firma BMS først og fremmest selv et stort behov for løbende at kunne sende medarbejdere på fleksible og effektive uddannelser, samt dokumentere at man har instrueret sine ansatte i udførelsen af opgaven.

- Vi oplever, at Arbejdstilsynet oftere og oftere anmelder virksomheder til politiet for ikke at efterleve deres instrukspligt, når der er sket en hændelse. Selv observationer, hvor der ikke er sket personskade, kan medføre et større bødeforlæg, siger Kim Knudsen og uddyber:

- Det oplevede vi senest i 2019, hvor vi måtte gå rettens vej med to sager. I den ene var der blot tale om en observation mod en af vores ansatte. Da vedkommende af en tilsynsførende fra Arbejdstilsynet blev observeret på en betonblok i 2,6 meters højde uden at være sikret mod et fald til jorden, blev vi stillet en bøde på 100.000 kr i udsigt. Heldigvis vandt vi begge sager, da vi netop kunne dokumentere, at vi havde instrueret vores medarbejdere, bl.a. via vores e-learning platform, nævner Kim Knudsen som eksempel på værdien af uddannelsesformen.

Ligesom til teoriprøven
BMS’ foreløbigt 15 uddannelser er først og fremmest baseret på lovgivningen og producenternes/kundernes anvisninger, samt de mange erfaringer som BMS har gjort sig gennem årene.

E-learningen er bygget op sådan, at kursisterne gennemgår de enkelte instrukser i den pågældende uddannelse. Til hver instruks hører der noget tekst, som bliver læst op, ligesom der er illustrationer som understøtter det, der bliver læst op. Med både Illustrationer, lyd og skrift øges sandsynligheden for, at alle kursister forstår instrukserne uanset personlig baggrund.

Når kursisten er færdig med alle instrukser i den enkelte uddannelse, bliver han / hun ledt videre til en multiple choice-test, som det kendes fra f.eks. kørekortets teoriprøve. Her skal der svares korrekt på et antal udvalgte spørgsmål.

- Systemet lagrer alt historik på den enkelte medarbejder, og dermed kan arbejdsgiveren selv følge med i om alle har gennemført og bestået de relevante uddannelser, ligesom der kan printes certifikater ud, som dokumenterer, at den enkelte har gennemført og bestået en uddannelse, uddyber Kim Knudsen.

Skræddersyede uddannelser
Det er muligt for BMS’ samarbejdspartnere at få deres eget logo og farver uploadet til e-learningsplatformen. Ligesom samarbejdspartneren kan skræddersy sin egen uddannelse ud fra de eksisterende instrukser, man har i den pågældende virksomhed. Det kan give en oplevelse af, at det er ens egen uddannelsesplatform og derigennem skabe øget stolthed og medarbejdertilfredshed.

Der er allerede flere samarbejdspartnere som har tilkøbt sig adgang til BMS’ nye uddannelser, ligesom mange andre er i gang med at teste platformen.

- Der er rigtig mange virksomheder, som allerede har vist stor interesse for vores nye e-learning. Vi er stolte af platformen og af at andre end os selv kan se en stor værdi i systemet" afslutter Kim Knudsen.

BMS driver mere og mere virksomhed internationalt i bl.a. Norge, Sverige, Polen, Tyskland og England. Derfor er uddannelserne samtidig præsenteret på hele fire sprog.
Sigh

Læs mere om: BMS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093