Bør Tekniq Arbejdsgiverne og Danske Malermestre gå i Dansk Byggeris fodspor og søge om optagelse i Dansk Industri (DI)?
Spørgsmålet rejser sig, efter Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen i et interview i Licitationen - Byggeriets Dagblad i går udtalte, at det vil være naturligt at samle hele byggebranchens værdikæde under DI’s tag.
- Det ville være logisk, og alle er velkomne, lød det fra byggedirektøren, som henviste til, at en fusion mellem parterne har været forsøgt tidligere, dog uden at lykkes.
Nu hvor Dansk Byggeri smelter sammen med DI per 1. september i år, er overvejelsen rykket nærmere hos Tekniq Arbejdsgiverne. Organisationen repræsenterer 4.300 virksomheder inden for el, vvs og metal med i alt 55.000 medarbejdere.
- Jeg vil hverken afvise det eller det modsatte. Det er selvfølgelig en overvejelse, vi har hele tiden og også noget, vi har drøftet i vores bagland, siger Henrik Fugmann, formand for Tekniq Arbejdsgiverne.
Rykker frem til tredjeplads
Han peger på, at Tekniq Arbejdsgiverne efter fusionen mellem DI og Dansk Byggeri rykker op fra at være den fjerdestørste til den tredjestørste organisation under DA.
- Vi ønsker at placere vores brancher så stærkt som muligt. Men vi har ikke en tilsvarende udfordring som Dansk Byggeri har, siger Henrik Fugmann.
Han henviser til, at Dansk Byggeri har haft sværere og sværere ved at hamle op med modparten, fagforbundet 3F, som ifølge Lars Storr-Hansen har udviklet sig til ’en mastodont’. Ønsket om at stå stærkere under overenskomstforhandlingerne er ifølge Dansk Byggeris top derfor en vigtig del af baggrunden for beslutningen om at fusionere med DI.
Hos Tekniq Arbejdsgiverne har man dog ifølge formanden et godt samarbejde med de relevante fagforbund: Blik & Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Dansk Metal og 3F på industriens område.
- Selvfølgelig er vi modparter, men vi spiller også sammen på mange områder. Men det er klart, at sådan en fusion betyder selvfølgelig, at vi skal se på strategien og foretage nogle strategiske valg i forhold til, hvordan vi skal udvikle os over årene. Det gælder også, hvordan vi skal udvikle os i DA-fællesskabet, siger Henrik Fugmann.
Tekniq Arbejdsgiverne er selv resultatet af en fusion mellem henholdsvis Tekniq og Arbejdsgiverne, som fandt sted sidste forår. Sammenlægningen har ifølge formanden skabt en stærkere organisation, hvor det er lykkedes Tekniq Arbejdsgiverne at positionere sig på blandt andet den grønne dagsorden og uddannelse.
- Så i første omgang ser vi ikke et behov for at styrke vores position, for vi synes vi står stærkt i forvejen, siger Henrik Fugmann.
Han lykønsker samtidig DI og Dansk Byggeri med den forestående fusion.
- Jeg er sikker på, at fusionen vil styrke det samlede arbejdsgiverfællesskab. Og det er der også brug for, især i disse vanskelige tider. Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal ud af krisen, er det det private erhvervsliv, som kan skabe fremgang i Danmark, siger han.
Alle er velkomne
Fra Danske Malermestre lyder der til gengæld et klart nej til fra formand Per Vangekjær til at lade organisationen opsluge af DI.
- Det er mit indtryk, at alle er velkomne i DI. Men man skal jo også gøre regnebrættet op og se på, hvad man får ud af det. Og det er noget, medlemmerne afgør. Hvis vores medlemmer kan se sig selv i DI som en stor organisation, så er det klart, at vi vil lægge øret til jorden. Men det er bare ikke det vi hører lige nu, tværtimod, siger han.
Tidligere på året måtte Danske Malermestre sande, at det ikke lykkedes at opnå enighed om en ny overenskomst med Malerforbundet, og parterne blev derfor omfattet af Forligsmandens mæglingsforslag. Men det er ifølge formanden ikke ensbetydende med, at de to parter ikke har et godt forhold.
- Vi ser ikke ind i samme situation som Dansk Byggeri. Der er bare nogle gange, at enderne ikke mødes, men det er ikke det samme, som at vi ikke taler med Malerforbundet, siger Per Vangekjær og fortsætter:
- Men jeg skal være den første til at sige, at hvis vi kan se blandt vores medlemmer, at der er et udbredt ønske om at rykke sammen med andre, så er det det, vi gør. Men det er slet ikke det, jeg hører på vandrørene.
Ville synke til bunds i DI
Generelt mener Per Vangekjær, at Danske Malermestre som selvstændig organisation med 1.650 medlemsvirksomheder har nemmere at varetage malermestrenes sag.
- Vi er sat i verden for én ting, nemlig at servicere det organisatoriske malerfag i Danmark, punktum. Hvis vi kan gøre det bedre ved at være medlem af DI, så vil vi også gøre det. Men vi skal ikke drukne i et kæmpestort hav af en organisation. Og jeg tror, at med den størrelse vi har, ville vi synke til bunds i DI, siger han.
Én begivenhed ville dog kunne få formanden til at skifte mening:
- Hvis Malerforbundet går ind i 3F, så er situationen en anden, lyder det fra Per Vangekjær.
Installatører og malermestre er delte om DI-fusion
Tekniq Arbejdsgiverne overvejer fremtidens struktur, mens Danske Malermestre takker klart nej til en invitation fra Dansk Byggeris top om at komme med i DI-fællesskabet