23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Vedbæk, Holte, Hatting, Sejet, Horsens og Hårup

REGION HOVEDSTADEN



VEDBÆK

Parkeringspladser

Der er brug for flere parkeringspladser i Vedbæk, og forvaltningen i Rudersdal Kommune har udarbejdet et skitseforslag for etablering af 54 nye parkeringspladser ved Vedbæk Skole.



Skitseforslaget blev godkendt på seneste møde i Miljø- og Teknikudvalget.



Omkostningen til etableringen af de nye parkeringspladser anslås til 580.000 kr.



HOLTE

Renovering af legeplads

Rudersdal Kommunalbestyrelse godkendte ultimo maj fremrykninger og lånefinansiering af bygge- og anlægsprojekter for i alt 39,7 mio. kr. Herunder blev der godkendt 1,5 mio. kr. til renovering af Mariehøj Naturlegeplads, der ligger i en gammel æbleplantage i Gl. Holte. Legepladsen er i dag præget af råd og skal renoveres for at leve op til sikkerhedskravene. Arbejdet forventes udført i år.



Et andet fremrykket projekt handler om renovering af gangbroer i Pilegårdsparken og anlæg af rekreative stier i Stavnsholtkilefredningen, som der bruges en halv mio. kr. på, og udskiftning af tre broer i naturområderne Vaserne, Malmmosen og ved Kikhanerenden, som der ligeledes bruges en halv mio. kr. på. Også disse arbejder vil blive afsluttet inden årets udgang.



VEDBÆK

Cykelparkering

Miljø- og Teknikudvalget i Rudersdal Kommune har godkendt, at kommunen søger om tilskud fra Cykelpuljen 2020 under Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til to projekter. Det ene handler om forbedring af cykelparkeringen ved Vedbæk Station, mens det andet er et samarbejdsprojekt, hvor kommunen sammen med Region Hovedstaden, Movia, Lyngby-Taarbæk Kommune og Gentofte Kommune forbedrer cykelparkering ved stationerne/trinbrætterne langs Nærumbanen.



Cykelpuljen, hvis midler skal gå til at skabe bedre faciliteter for cykelparkering ved togstationer og langs de planlagte letbaner, er på 50 mio. kr., og der forudsættes medfinansiering fra kommunerne på 50 pct.



Ved Vedbæk Station er det planen at etablere mere cykelparkering ved stationen på begge sider af kystbanen. På den østlige side af kystbanen foreslås en udbygning af den allerede eksisterende overdækkede cykelparkering med yderligere to moduler. Da producenten af den eksisterende overdækkede cykelparkering ikke længere eksisterer, skal udbygningen specialfremstilles. På den vestlige side af kystbanen foreslås etableret 14 uoverdækkede cykelpullerter med indbygget wire. I alt anslås den forbedrede cykelparkering ved Vedbæk Station at løbe op i 270.000 kr.



REGION MIDTJYLLAND



HATTING

Byggemodning

Lokalplan 337, boliger, Præstemarksvej/Hatting Øst, Hatting er blevet endeligt vedtaget af Horsens Byråd.



Lokalplanen giver mulighed for udstykning og byggeri af åben-lave og tæt-lave boliger, ligesom den åbner mulighed for nedrivning af ejendommen Østerhåbsvej 80, hvis det skulle blive aktuelt i forbindelse med planerne for området.



Byrådet har samtidig godkendt det projekt, der er udarbejdet for byggemodningen af del 1 i lokalplanen, hvor der forventes udstykket cirka 25 parceller. Byrådet gav en anlægsbevilling på 12,7 mio. kr. til byggemodningen.



SEJET

Cykelsti

I forbindelse med budgetaftalen for 2019 afsatte Horsens Byråd 7,5 mio. kr. til etablering af cykelstier fra Sejet til Højvangen. Der er nu udarbejdet et detailprojekt for cykelstierne, der skal danne grundlag for udbud og arealerhvervelse, og det blev godkendt af Horsens Byråd forleden. Samtidig blev der givet grønt lys til at sætte projektet i gang.



Der etableres enkeltrettede stier langs Bollervej i begge sider i en bredde på 1,5 meter, og anlægarbejdet udføres ifølge planerne fra oktober i år til juni næste år.



HORSENS

Cykelsti

Horsens Byråd vedtog i august 2018 at planlægge og projektere en cykelsti mellem Horsens og Hatting , og i forbindelse med budgetaftale 2020 blev det besluttet, at første etape, der er strækningen mellem Østerhåbsvej og Lindvigsvej, skulle anlægges i 2020.



Nu bliver der imidlertid tale om at anlægge både første og anden etape samtidig, så der etableres en sammenhængende supercykelsti mellem Hatting og Horsens.



Byrådet godkendte på sit seneste møde detailprojektet for begge etaper og sagde god for at sætte projektet i gang. Stien får en bredde på 2,20-2,5 meter og får asfaltbelægning, og der bruges i alt 18,7 mio. kr. på cykelstiprojektet.



HÅRUP

Byggemodning

Silkeborg Byråd har godkendt en forhøjelse af anlægsbevillingen til erhvervsbyggemodning af ny stikvej ved Hårup Østervej i Hårup. Der er ønske om mindre erhvervsgrunde i det eksisterende erhvervsområde ved Hårup Østervej. Ejendomsstaben i Silkeborg Kommune har af den årsag ønsket at udstykke et delområde af matrikel 12dx, som er ejet af kommunen og ligger i byzone til mindre erhvervsgrunde. Dette kræver en ny stikvej på cirka 70 meter.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.172