Hos fagforbundet 3F har man positive forventninger til fusionen mellem DI og Dansk Byggeri, fortæller Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen.
- Vi har haft en oplevelse af, at Dansk Byggeri i høj grad har været ideologisk styret. Her har vi på møder med DI oplevet, at de er mere handlingsorienterede. Vi oplever også, at DI nemmere kan sige til virksomhederne, at det er sådan her reglerne er, hvorimod Dansk Byggeri næsten aldrig pålægger virksomhederne noget, siger Claus von Elling.
Han mener ellers ikke, det får den store betydning, at Dansk Byggeri nu bliver en del af en langt større organisation.
- Vi skal jo løfte vores medlemmers ønsker, og det skal vi også, selv om Dansk Byggeri kommer over i DI. Vores styrke er solidaritet. Og så er det næsten ligegyldigt hvor stor arbejdsgiverparten er, siger Claus von Elling og tilføjer:
- Vi håber da på, at det giver rum for mere konstruktivt samarbejde end tidligere, men det vil tiden vise.
3F Byggegruppen lægger ifølge formanden vægt på, at der fortsat vil være mulighed for at indgå lokale aftaler på arbejdspladserne.
Udenlandsk arbejdskraft
- Hvis DI vil lægge deres hånd fra industriforliget hårdt ned gennem alle de andre forlig, så bliver der problemer uanset hvad, fordi der er så stor forskel på de to verdener, at det man måske synes er fantastisk i industrien, måske slet ikke duer i byggeriet. Hvis man også vil lægge en ramme for de øvrige overenskomster, så kan man ikke tale om decentrale forhandlinger længere, siger han.
Når det gælder udenlandsk arbejdskraft mener Claus von Elling ikke, at Dansk Byggeri har vist vilje til at løse de udfordringer, der er på arbejdsmarkedet.
- Uanset hvor meget dokumentation vi lægger frem, anerkender Dansk Byggeri ikke, at den udenlandske arbejdskraft lønfastsættes anderledes end den danske. Vores opfattelse er, at hos DI har man været mere indstillet på at løse problemerne. Så vi håber, at vi sammen kan finde de løsninger, der er behov for, for at fastholde det gode regulerede danske arbejdsmarked vi har, siger Claus von Elling.
3F håber på mere konstruktivt samarbejde med byggeriet i DI
Fagforbundet mener, at DI er mere indstillet på at løse problemerne med udenlandsk arbejdskraft, end Dansk Byggeri har været