For andet år i træk er der røde tal på bundlinjen hos NCC’s danske ejendomsudviklingsselskab, NCC Property Development A/S.
Selskabet, som blandt andet beskæftiger sig med udvikling og salg af kontor- detail og logistikejendomme, kom ud af 2019 med et underskud på 12 mio. kr. af en omsætning på 269 mio. kr., fremgår det af den nyligt offentliggjorte årsrapport.
Underskuddet blev dog lidt mindre end i 2018, hvor tabet beløb sig til 17 mio. kr. af en omsætning på 374 mio. kr.
Ifølge ledelsesberetningen bør resultatet for 2019 dog ses i sammenhæng med, at der i de 100 pct. ejede datterselskaber Flintholm 2 ApS og VCH IV ApS er realiseret omsætninger på henholdsvis 337 mio. kr. og 236 mio. kr. med resultater på henholdsvis 16,4 mio. kr og 46,7 mio. kr.
- Med ovenstående in mente anses selskabets resultat på -11,6 mio. kr. for meget tilfredsstillende, skriver ledelsen, der oplyser, at et antal ejendomme i årets løb er blevet færdiggjort til levering.
- Selskabet har i 2019 indgået et antal aftaler om igangsættelse, udlejning og salg af nye projektejendomme til aflevering i de kommende år, og ledelsen er tilfreds med aktivitetsniveauet, hedder det.
NCC’s danske udviklingsselskab har røde tal
NCC Property Development har haft underskud to år i træk, men datterselskaber tjener penge. Selskabet ser markeds- udviklingen som særdeles usikker pga. coronakrisen