REGION SYDDANMARK
ULLERSLEV
Padelbaner
Nyborg Byråd har frigivet frigivet 478.200 kr. til etablering af padelbaner som ansøgt af Ullerslev Tennis Klub.
Klubben bidrager selv med 300.000 kr. til projektet, som omfatter to padelbaner.
REGION MIDTJYLLAND
ÅLSRODE
Solcelleanlæg
Norddjurs Kommune har modtaget ansøgning om etablering af solcelleanlæg på Kejsegården ved Ålsrode, og kommunalbestyrelsen har besluttet at lokalplanlægge for projektet.
Det ønskede solcelleanlæg forventes at kunne levere cirka 190.000-240.000 MWh om året. Ud over solcellerne etableres et antal tekniske bygninger i området.
ØSTER ALLING
Regnvandsbassin
Norddjurs Kommunalbestyrelse har vedtaget tillæg nr. 3 til spildevandsplanen endeligt. Med tillægget kan et areal syd for Øster Alling by inddrages til etablering af et regnvandsbassin. AquaDjurs planlægger at etablere bassinet i løbet af i år som led i den afsluttende separering af regnvand og spildevand i Øster Alling, der blev udført i 2017.
AUNING
Belægningsarbejde
Norddjurs Kommunalbestyrelse har frigivet 130.000 kr. til etablering af slidlag på den del af Eldrupvej, der går fra A16 til Skovskolen i Auning.
Vejstrækningen er en grusvej på 1.591 meter og cirka fire meter bred, som nu vil blive tilført et fem cm tykt slidlag bestående af granitskærver.
HORSENS
Vejanlæg
Horsens Byråd besluttede ultimo april at fremrykke en række anlægsprojekter, herunder en opgradering af den østlige del af Langmarksvej til 12,5 mio. kr., og på mødet ultimo maj blev et skitseprojekt for opgraderingen godkendt, og det besluttet at sætte projektet i gang.
Langmarksvej skal føres over i Sundvejs østlige del, så den gennemgående øst-vestgående trafik ledes uden om midtbyen. Der etableres et gennemgående kørespor i begge retninger med en køresporsbredde på 3,3 meter samt en venstresvingsbane fra den østlige del af Sundvej ind mod Horsens C. Sundvejs vestlige del etableres med to tilfartsspor, med en bredde på 3,5 meter frem til krydset, som henholdsvis en venstresvingsbane og en højresvingsbane samt med et frafartsspor i varierende bredde.
Der etableres to fodgængerfelter, fortove i alle til- og frafarter i krydset. Til ejendommene Sundvej 56, 58 og 60 etableres en ny privat fællesvej, der vejbetjenes via Steen Blichers Vej, da det ikke fremover vil være muligt fra de pågældende ejendomme at komme direkte ud i krydset.
REGION NORDJYLLAND
SØRUP
Byggegrunde
Rebild Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 322 for et boligområde på Råbjergvej i Sørup endeligt. Lokalplanen baner vej for udvidelse af parcelhusområdet med 16 nye grunde.
SKØRPING
Transmissionsledning
Niras har på vegne af Skørping Varmeværk ansøgt om Rebild Kommunes godkendelse af et projektforslag for opdimensionering af transmissionsledningen i Himmerlandsvej for at øge distributionskapaciteten mellem Skørping og Rebild. Der bliver tale om udskiftning af cirka 550 meter transmissionsledning i Himmerlandsvej. Samtidig vil varmeværket etablere nye spids- og reservelastenheder i Rebild og Skørping. Rebild Byråd godkendte projektforslaget på sit seneste møde.
REGION SJÆLLAND
KLINT
Sti
Odsherred Byråd har frigivet en halv mio. kr. til dækning af udgifter i forbindelse med fredningen af Klintebjerg og Fladvandet. Miljø- og Fødevareklagenævnet traf i december 2019 endelig afgørelse om fredning af Klintebjerg og Fladvand og om fredningserstatning, og Odsherred Kommune skal afholde en fjerdedel af erstatningen til de berørte lodsejere og iværksætte de opgaver som fredningen forpligter kommunen til at gennemføre. Blandt andet skal kommunen etablere cirka 1.200 meter ny sti.
ROSKILDE
Byrum
Roskilde Byråd har frigivet 6,8 mio. kr. til færdiggørelse og opgradering af ressourcepladser og byrum på Musicon.
Rockmagnetens veje og byrum samt de to første ressourcepladser er færdiganlagt, og de næste, der skal etableres, er ved Bifaldet og Indfaldet. De forventes tegnet i løbet af efteråret og muligvis også igangsat der. Der efterspørges desuden et offentligt toilet i sammenhæng med byrummene i Rockmagneten og en delvis overdækning af Søjlepladsen i sommerhalvåret.
Byrådet har samtidig frigivet 1 mio. kr. til trafik og parkering på Musicon. Beløbet disponeres med en halv mio. kr. til udrulning af teknik til håndtering af parkeringslicenser og parkeringsautomater, skilte mv. Den anden halve mio. kr. disponeres til belægninger, belysning og løbende tilpasning af skilte, vejlukninger, tilgængelighedsløsninger med videre.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ullerslev, Ålsrode, Øster Alling, Auning, Sørup, Skørping, Klint og Roskilde