REGION MIDTJYLLAND
GRENAA
Multibaner og legeredskaber
Norddjurs Kommunalbestyrelse har besluttet at investere 800.000 kr. i opdatering af skolegården på Søren Kanne Skolen i Grenaa. Med opdateringen forventes der at blive etableret to-tre multibaner i den sydlige ende af skolegården og opsat diverse legeredskaber i den nordøstlige ende af skolegården,
Samtidig investeres der 100.000 kr. i udearealer til skolens specialklasser. Der investeres blandt andet i mere beplantning og tiltag, der fremmer aktivitet og bevægelse.
REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSSUND
Oversvømmelsessikring
Frederikssund Byråd har frigivet 500.000 kr. til en handlingsplan for oversvømmelsessikring i Frederikssund Midtby og Bløden.
En række diger beskytter i dag en strækning nord og syd om Frederikssund Midtby, men der er behov for at etablere en oversvømmelsessikring ved Frederikssund Havn, således at midtbyen kan sikres mod oversvømmelse ved en ny stormflod.
De frigivne midler skal bruges på en forundersøgelse, der skitserer og estimerer oversvømmelsessikringens omfang, løsning og forslag til placering. Forud for et projektforslag udarbejdes en mere detaljeret procesplan med de forventede konkrete tiltag, rammerne for et rådgiverudbud samt en samlet tidsplan. Det er administrationens forventning, at et konkret projektforslag kan foreligge ultimo 2020.
REGION SYDDANMARK
KRUSÅ
Varmeforsyning
Aabenraa Byråd har sagt ja til at stille kommunegaranti for et lån på op til 16 mio. kr. som ansøgt af Padborg Fjernvarme A.m.b.A
Lånet skal finansiere et kommende varmegenindvindingsprojekt, hvor renset spildevand fra Arlas mejeri i Kruså anvendes som varmekilde, hvilket reducerer indkøbet af varme hos Stadtwerke i Flensborg. For at koble varmegenindvindingsanlægget på fjernvarmenettet omfatter projektet endvidere etablering af en forsyningsledning mellem Bov og Kruså.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Grenaa, Frederikssund og Kruså