Der er kommet endnu en spiller på markedet for halbyggeri.
Men det kommer ikke til at få en betydning for HPH Totalbyg, der er en af landets største halbyggere, og som tidligere på året overtog aktiviteterne i Dansk Halbyggeri, da selskabet gik konkurs i januar.
Sådan lyder meldingen fra indehaver Jacob Westergreen ovenpå nyheden om, at den tidligere direktør, Henrik Madsen, som netop HPH Totalbyg afskedigede for et par måneder siden, nu har startet entreprenørfirmaet Halbyg A/S.
- Jeg ønsker dem held og lykke, men jeg tror generelt set ikke, at det får en betydning for os. Der er i forvejen mange spillere på markedet, siger Jacob Westergreen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Da halbyggerfirmaet tidligere på året valgte at opsige Henrik Madsen, kunne ledelsen have valgt at fremsætte en konkurrenceklausul, der ville forhindre den opsagte direktør i at arbejde for en konkurrent eller at starte egen virksomhed, der konkurrerer med HPH Totalbyg.
Jacob Westergreen og co. valgte imidlertid ikke at benytte sig af den mulighed.
- Vi vidste bestemt godt, at muligheden for, at han (Henrik Madsen red.) ville starte et nyt selskab, var tilstede, siger han og tilføjer:
- Men det var kort tid, jeg havde sammen med Henrik, inden vores veje måtte skilles. Vi har ikke ønsket at binde Henrik på hænder og fødder.
Urealistisk med femårs-plan
Beslutningen om ikke at fremsætte en konkurrenceklausul hænger blandt andet sammen med, at Jacob Westergreen ikke frygter konkurrencen.
- Der er mange udbydere allerede, og det er jo utrolig vigtigt at have det helt rigtige setup, hvis man vil vinde opgaverne. Vi har en tradition på en vinderrate på 90 pct., og det tror jeg ikke, at deres setup kommer til at forandre, siger han.
Henrik Madsen fortalte tidligere på ugen til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at ambitionen med Halbyg A/S er at være "blandt de største halbyggere om fem år".
Det, mener Jacob Westergreen dog, er urealistisk.
- Det har taget os samlet 55 år at opsætte vores brand. Det er ikke noget, man bare lige gør på fem år. Det er blevet meget mere komplekst at bygge og angribe markedet, så jeg tror ikke, at det får en stor indflydelse, at der nu kommer en konkurrent mere, siger han.
Vil være blandt de 40 største
Haldirektøren fortæller, at coronakrisen heller ikke har sat en stopper for ambitionerne i de to selvstændige firmaer under samme paraply, HPH Totalbyg og Dansk Halbyggeri.
I Dansk Halbyggeri har man vundet flere projekter tilbage efter konkursen, og her følger man både budget og forventninger.
- Vi går efter at ramme 100 mio. kroner i omsætning i første regnskabsår, og det er vi godt på vej til at nå, siger Jacob Westergreen.
Også i HPH Totalbyg vender pilen opad. Her har man man endda haft et af de bedste kvartaler nogensinde.
- Vi vil vækste med 15-16 pct. om året, og det ser ud til at holde stik, siger Jacob Westergreen, der fortæller, at ambitionen er at blive en del af de 40 største totalentreprenører i Danmark.
- Det kræver, at vi vækster med 15-16 pct. de næste fem år, og det ser sådan ud. Maj har været et af de største salg nogensinde målt på en enkeltstående måned, og vores forventninger i juni er på niveau med det, slutter Jacob Westergreen.
HPH Totalbyg: Halbyg A/S får ingen betydning for os
Det kommer ikke til at gå ud over en af landets største halbyggere, HPH Totalbyg, at deres tidligere direktør nu har startet et nyt konkurrerende firma. Sådan lyder meldingen fra indehaveren, der fortæller om vækst på trods af corona