23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeopgaver i Sakskøbing, Nykøbing F., Rødvig, Store Heddinge, Lundeborg, Svendborg, Vejle, Grejs, Struer, Hvidbjerg, Skive og Funder

REGION SJÆLLAND



SAKSKØBING

Renovering af almene boliger

Guldborgsund Byråd har godkendt skema A for renovering af Sakskøbing Boligselskabs afdeling 5 Apotekervænget. Afdelingen planlægges renoveret for 86.139.000 kr.



Afdelingen består af 132 etageboliger på i alt 9.417 kvm, og helhedsplanen handler blandt andet om at få øget tilgængeligheden i et antal boliger. Dertil kommer efterisolering af alle gavle, udskiftning af døre og vinder, udskiftning af tagbelægninger, tagvinduer, inddækninger, tagrender og hævning og forstærkning af tagkonstruktionen, så der skabes plads til den nødvendige efterisolering.



NYKØBING FALSTER

Udskiftning af ventilationsanlæg

Guldborgsund Byråd har anlægsbevilget 15 mio. kr. til udskiftning af ventilationsanlægget på Østerbroskolen.



Østerbroskolen, der skal tages i brug efter sommerferien, er en sammenlægning af to skoler på Østerbro i Nykøbing F., som fysisk indrettes i den tidligere Lindeskovskolen.



Guldborgsund Kommune har afsat en ramme på 30 mio. kr., der primært anvendes til de interne ombygninger af klasseværelser, faglokaler og fællesrum, der gennemføres i øjeblikket.



Ejendomscenteret har gennemgået bygningerne for diverse tekniske følgearbejder, der bør udføres sammen med de øvrige ombygninger, og anbefaler, at ventilationsanlægget udskiftes i år.



RØDVIG

Ombygning til hotel

Stevns Kommunalbestyrelse har besluttet at sende forslag til Lokalplan 202 Rødvigvej 71 i offentlig høring.



Rødvig Kro og Badehotel har købt ejendommen Rødvigvej 71, som tidligere har huset Rødvig Rådhus. Rødvig Kro & Hotel ønsker at indrette 12 hotelværelser i den eksisterende bebyggelse på ejendommen, hvilket den nye lokalplan skal gøre muligt.



STORE HEDDINGE

Plejeboliger

Stevns Kommunalbestyrelse har besluttet at sende forslag til Lokalplan 197 plejecenterboliger ved Stevnshøj i otte ugers offentlig høring.



Planforslaget er udarbejdet på baggrund af et ønske om at opføre nye plejecenterboliger i tilknytning til det eksisterende Plejecenter Stevnshøj. Lokalplanen vil give mulighed for opførelse af 55 plejecenterboliger med tilhørende servicearealer, grønne områder og parkering.



Opførelsen af plejeboligerne skal ske i to etaper med opførelse af 20 boliger i 2021 og 35 boliger i 2025.



REGION SYDDANMARK



LUNDEBORG

Hotel- og ferielejligheder

Svendborg Byråd har vedtaget Lokalplan 642 og kommuneplantillæg 2017.05 for Lundeborg Badehotel endeligt. Ejerne af Lundeborg Strand Camping ønsker at afvikle campingpladsen og har igangsat et projekt for udvikling af området til hotel-/ferielejligheder som hotelvirksomhed, hvilket kræver et nyt plangrundlag.



SVENDBORG

Renovering af almene boliger

Svendborg Byråd har godkendt skema A og helhedsplanen for Sanddalsparken afdeling 13 som ansøgt af Svendborg Andels-Boligforening.



Boligforeningen vil renovere og bygge om og sammenlægge boliger i afdelingen for 84.780.798 kr.



Der indgår 16 plejeboliger i projektet, som i forbindelse med renoveringen omdannes til 12 familieboliger. Renoveringen omfatter blandt andet udskiftning af tage, træværk, tagrender, nedløb, yderdøre og, vinduer, kuldebrosisolering og miljøsanering for PCB i fuger.



VEJLE

Butikker

Bryggen har anmodet Vejle Kommune om at få udarbejdet en ny lokalplan for shoppingcentret Bryggen i Vejle midtby, der skal give mulighed for etablering af to udvalgsvarebutikker på henholdsvis 3.000 og 3.500 kvm. I dag er det kun muligt at etablere udvalgsvarebutikker på maksimalt 2.000 kvm.



Anmodningen er blevet imødekommet, og Vejle Byråd besluttede på sit seneste møde at sende de udarbejdede planforslag i høring.



GREJS

Boliger

Vejle Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 1280 Boligområde ved Sønder Bygade og Enghaven, Grejs og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.



Det nye plangrundlag er udarbejdet på lodsejernes foranledning, der ønsker området udlagt til ny bebyggelse med cirka 48 tæt-lave boliger, alternativt med cirka 23 åben-lave boliger.



REGION MIDTJYLLAND



STRUER

Udvidelse af klubfaciliteter

Lindtorp Flyvecenter har søgt Struer Kommune om et tilskud til udvidelse og istandsættelse af klubfaciliteter på Lindtorp Flyvecenter, og Struer Byråd frigav på sit seneste møde 100.000 kr. til formålet.



Lindtorp Flyvecenter vil bruge pengene på at få sat klublokalerne i stand indvendigt og renovere indgangen, som er første del af renoveringsplanerne.



STRUER

Dagligvarebutik

Struer Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 349 for dagligvarebutik, Holstebrovej, Struer endeligt.



Lokalplanen giver mulighed for at etablere en ny dagligvarebutik på op til 1.500 kvm samt for at nedlægge syv boliger indenfor lokalplanens afgrænsning.



Det er Aldi, der har henvendt sig til Struer Kommune med et ønske om at bygge ny dagligvarebutik på Holstebrovej 21 i Struer, hvor den eksisterende butik skal nedrives for at give plads til den nye.



HVIDBJERG

Aktivitetshus

Skive Byråd har godkendt forslag til Lokalplan nr. 308 - Hvidbjerg Aktivitetshus og Børnehave, som herefter sendes i offentlig høring.



Der er tidligere givet anlægsbevilling til Hvidbjerg Aktivitetshus, og byggeriet og etableringen af de tilhørende udearealer forudsætter ny lokalplan.



SKIVE

Renovering af almene boliger

Skive Kommune har modtaget endelig helhedsplan samt skema A vedrørende AAB’s afdeling 16 - Salling og Fur, og begge dele blev godkendt af byrådet ultimo maj.



Den samlede anskaffelsessum for gennemførelse af helhedsplanen beløber sig til 29.193.511 kr.



AAB ønsker at fremtidssikre afdelingen, og det skal ske ved hjælp af sammenlægning af boliger, øget tilgængelighed og nedlægning og salg af boliger i nogle af de seks byer, som afdelingen breder sig over. AAB ønsker at reducere antallet af boliger i afdeling 16 fra 150 til 108.



FUNDER

Lager- og logistikcenter

Silkeborg Byråd har vedtaget Lokalplan 14-018 for et erhvervsområde ved Skærskovhedevej og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.



Det nye plangrundlag giver mulighed for etablering af et lager- og logistikcenter med tilhørende personalefaciliteter. Lokalplanen kan rumme forskellige scenarier for fremtidig bebyggelse med udgangspunkt i to byggefelter. I det sydøstlige hjørne gives mulighed for et højlager på 20 meter, mens øvrig bebyggelse må opføres med en maksimal højde på 13 meter.



BREAKING
{{ article.headline }}
0.188