23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Rødovre, Slagelse, Gudme, Skive, Silkeborg, Hårup og Kjellerup

REGION HOVEDSTADEN



RØDOVRE

Fjernvarmeforsyning

Rødovre Kommunalbestyrelse har godkendt et projektforslag for fjernvarmeforsyning af et område ved Slotsherrensvej og Nordre Ringvej, delområde C og D endeligt.



Projektforslagets fem delområder strækker sig over både Glostrup og Rødovre kommuner. Projektforslaget er derfor udarbejdet i samarbejde mellem Glostrup Forsyning og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning.



Glostrup Kommunalbestyrelse har godkendt projektforslaget for de delområder, der ligger Glostrup Kommune.



Det er aftalt mellem Glostrup Forsyning og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, at Glostrup Forsyning er bygherre og står for alle anlægsinvesteringer i projektforslagets fem delområder, idet fjernvarmeforsyningen sker fra Glostrup Forsynings fjernvarmenet.



Baggrunden for det samlede projektforslag er, at der skal anlægges letbanestation og klargøringscenter ved Slotsherrensvej samt at området som følge heraf fortættes.



Glostrup Forsyning etablerer ledningsanlæg i takt med etablering af ny bebyggelse i det samlede projektområde.



REGION SJÆLLAND



SLAGELSE

Kloakering

Slagelse Byråd har vedtaget spildevandstillæg 5 - Kloakering af Skalsbjerg endeligt.



Kloakeringen af Skalsbjerg omfatter 21 ejendomme og forestås af SK Forsyning, der budgetterer med udgifter på omkring 4 mio. kr. til kloakeringsprojektet.



REGION SYDDANMARK



GUDME

Vindmøller

Svendborg Byråd har godkendt, at forslag til Lokalplan 658 for vindmøller øst for Broholm og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg sendes i offentlig høring.



Ejerne af Broholm Gods og Fuglehavegård har i maj 2018 ansøgt om at opstille tre ens vindmøller med en totalhøjde på knap 150 meter øst for Broholm Gods og Landevejen i Svendborg Kommune, hvilket er baggrunden for, at der er udarbejdet forslag til nye plangrundlag.



REGION MIDTJYLLAND



SKIVE

Vindmøller og solcelleanlæg

Skive Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 276 - Vindmøller og solcellepark ved Greenlab og tilhørende kommuneplantillæg endeligt.



Plangrundlaget er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra GreenLab Skive Vind ApS, og det skal bane vej for etablering af et hybridenergiprojekt, som omfatter én vindmølle inde i GreenLab-området og 12 vindmøller og et solcelleanlæg på 43 hektar syd for området for GreenLab Skive.



Vindmølle- og solcelleprojektet er en afgørende forudsætning for realiseringen af visionen for GreenLab, hvor grøn energi fra vind og sol betyder, at alle partnere kan levere bæredygtige produkter gennem en grøn produktion, der også giver vækst og nye arbejdspladser.



SILKEBORG

Byggemodning

Silkeborg Byråd har fremrykket og forhøjet en anlægsbevilling til byggemodning af Astrid Lindgrens Vej etape 1.



Projektet omfatter byggemodning af tre kommunale matrikler. De tre matrikler vil blive udviklet i forskellige tempi, hvor den første del er klar til igangsætning.



Den første del indeholder 12 parceller til åben-lav bebyggelse. Næste del bliver sat i gang i foråret 2021, mens tredje del forventes igangsat primo 2022. Anden del omfatter 14 parceller til åben-lav bebyggelse og to byggefelter til tæt-lavt byggeri. Tredje del indeholder 32 parceller til åben-lavt byggeri.



HÅRUP

Byggemodning

Silkeborg Byråd har godkendt en forhøjelse af anlægsbevillingen til erhvervsbyggemodning af ny stikvej ved Hårup Østervej i Hårup med 1,5 mio. kr.



Der er ønske om mindre erhvervsgrunde i det eksisterende erhvervsområde ved Hårup Østervej. Ejendomsstaben i Silkeborg Kommune har af den årsag ønsket at udstykke et delområde af matrikel 12dx, som er ejet af kommunen og ligger i byzone til mindre erhvervsgrunde. Dette kræver en ny stikvej på cirka 70 meter.



KJELLERUP

Forskønnelse af vejarealer

Silkeborg Kommune har afsat 1 mio. kr. til forskønnelse af vejarealer i bymiljøer, som lokalrådene kan søge. Beløbet blev frigivet af Silkeborg Byråd på seneste møde til brug for to projekter i henholdsvis Kjellerup og Voel udvalgt blandt otte indsendte ansøgninger.



I forvejen var to projekter i henholdsvis Ans og Gjessø godkendt til at få del i 2020-puljen.



I Kjellerup vil lokalrådet forskønne den store rundkørsel nord for Kjellerup, og i Voel vil lokalrådet forskønne et kommunalt areal ved en vendeplads på Toftegårdsvej. Lokalrådet i Voel har søgt om 65.000 kr. fra puljen til flisebelægning og bordbænkesæt, men Teknik- og Miljøafdelingen i Silkebog Kommune ønsker at få lavet en større helhed på stedet og opgradere projektet, så der i alt investeres 225.000 kr. i forskønnelse på stedet.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141