23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Nakskov, Lejre, Præstø, Lyngby-Taarbæk og Bogense

REGION SJÆLLAND



NAKSKOV

Renovering af almene boliger

Nakskov Almene Boligselskab ønsker at gennemføre en gennemgribende renovering af afdeling Rosenparken, hvor antallet af boliger reduceres med en tredjedel og hvor der samtidig skabes tilgængelige boliger i stueplan.



Lolland Byråd godkendte på sit møde ultimo maj skema A for renoveringen og den endelige helhedsplan som ansøgt af Boligkontoret Danmark.



Helhedsplanens hovedprincip er nedrivning af tre blokke med i alt 96 boliger, ombygning af boligerne i stueplan i de tre resterende blokke til tilgængelighedsboliger og nedlæggelse af alle boliger på anden sal. Blokkene renoveres endvidere med ny tagbelægning, nye vinduer og døre, isolering af gavle, nye altaner og badeværelser til boligerne på første sal samt nye balancerede individuelle ventilationsanlæg og tekniske installationer.



LEJRE

Bygningsrenovering

Lejre Kommunalbestyrelsen har nu frigivet midler til en række af de projekter, som i april blev besluttet fremrykket til 2020.



Det drejer sig blandt andet om et arealoptimeringsprojekt på Kr. Hyllinge skole til godt 23 mio. kr., en tilbygning til en børneinstitution i Kirke Saaby til knap 3 mio. kr. og et renoveringsprojekt til godt 9 mio. kr. i Trælleruphallen.



PRÆSTØ

Daginstitution

Vordingborg Kommune bygger ny daginstitution i Præstø, og på seneste kommunalbestyrelsesmøde blev det besluttet, at den skal placeres på Rugvænget. For at det kan lade sig gøre, skal der udarbejdes et tillæg til gældende lokalplan. Kommunen satser på at have den nye institutionen klar til indflytning i efteråret 2022.



REGION HOVEDSTADEN



LYNGBY-TAARBÆK

Udskiftning af elmålere

Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget 3,860 mio. kr. i 2020 til opsætning af elmålerskabe ved gadelysanlæg for at sikre overholdelse af lov om elforsyning, hvor det er krævet, at elforbruget fra belysningsanlæg skal opgøres på baggrund af konkret måling.



Kommunen skal opsætte elmålerskabe ved alle gadelysanlæg, hvor de er tilsluttet elnettet. Efterfølgende sætter elnetselskabet elmålere i målerskabene, der kan fjernaflæses.



Det bevilgede beløb dækker over den estimerede udgift til opsætning af nødvendige elmålerskabe på 177 forsyningspunkter.



REGION SYDDANMARK



BOGENSE

Boliger

Nordfyns Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 2019-16 Bogense Kyst og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt. Det nye plangrundlag muliggør en ombygning af hovedbygningen til ni ferieboliger/helårsboliger.



CH Byggeservice har på vegne af BJL Ejendomme ApS søgt om udarbejdelse af det nye plangrundlag.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14