Ase
Jens Klarskov, seniorrådgiver, er valgt til Ases bestyrelse, hvor han vil styrke organisationens fokus på selvstændige erhvervsdrivende og landets mange små virksomheder.
Jens Klarskov er forhenværende adm. direktør for Dansk Erhverv og Dansk Byggeri og har mere end tredive års erfaring med erhvervspolitik, såvel internationalt som nationalt og regionalt. I dag er 60-årige Jens Klarskov tilknyttet PR- og konsulentvirksomheden Rud Pedersen og blandt andet formand for Specialisterne, en socialøkonomisk virksomhed, der skaber jobmuligheder for mennesker med autisme og lignende udfordringer.
Niras
Peter Reenberg, 30 år, er ansat som seniordesigner hos Niras.
Peter Reenberg er bygningskonstruktør og kommer med erfaring fra et mindre ingeniørfirma, hvor han som fagmodelansvarlig for konstruktioner i det digitale tegneprogram Revit stod for projektering, tilsyn, elementkontrol og energiberegninger på alle slags byggerier.
Hos Niras skal Peter Reenberg arbejde med tegnings- og modelleringsmæssigt arbejde i forbindelse med konstruktioner koblet med BIM-optimering og gennemgang af IKT-aftaler.
Lemvigh-Müller
Annette Schmidt, cand.merc., er ansat som økonomichef hos stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller. Annette Schmidt har arbejdet med økonomistyring, business intelligence og ledelsesinformation i teknologivirksomheder gennem hele sin karriere.
Senest kommer Annette Schmidt fra en stilling som Finance Manager hos Frontmatec, der udvikler produktions- og hygiejneløsninger til fødevareindustrien. Tidligere har hun blandt andet arbejdet som Senior Finance Director i Danfoss’ frekvensomformerdivision, Danfoss Drives.
Nyt om navne
I dag nyheder fra Ase, Niras og Lemvigh-Müller