Norske GK Gruppens danske selskab vokser hastigt på toplinjen, men teknikentreprenørens årsregnskab tynges af gamle garantiforpligtelser og entreprenørvirksomheden B. Nygaard Sørensens konkurs.
Det koster på bundlinjen i form af et resultat før skat i 2019 på kun knap 1,4 mio. kr. af en omsætning, som ifølge ledelsen har passeret 430 mio. kr.
Uden konkursen og de gamle forpligtelser ville nøgletallene dog have set noget anderledes ud. I så fald ville driftsresultatet nemlig være fordoblet til 10 mio. kr. i 2019 mod 5 mio. kr. året før, oplyser adm. direktør Jørgen L. Christensen, GK Danmark A/S.
- Vi har brugt en del penge på at få lukket gamle retssager, garantisager og den slags ting ned. Og så har vi haft en stor konkurs hos B. Nygaard Sørensen, som har kostet os næsten 2 mio. kr. Hvis vi ikke havde haft de gamle sager, som vi går og rydder op i, havde vi faktisk tjent 10 mio. kr., siger Jørgen L. Christensen.
Gået fri af Covid-19
B. Nygaard Sørensen gik konkurs i januar, men eftersom arbejdet blev udført i 2019, kommer tabet til at belaste sidste års regnskab, oplyser direktøren.
Han håber, at de gamle sager vil præge regnskabet mindre i 2020. Til gengæld udgør Covid-19 en usikkerhedsfaktor, selv om GK Danmark indtil videre ikke har været påvirket i nævneværdig grad af viruskrisen.
- Vi har ikke til dato haft store forhindringer i forhold til Covid-19. Faktisk har vi produceret mere end budgetteret indtil videre. Men coronakrisen kan jo risikere at ramme os senere på året, hvis investeringslysten i byggeriet stopper op, og antallet af udbud falder, siger Jørgen L. Christensen.
Han oplyser, at GK Danmark hverken har oplevet leveranceproblemer eller har været nødsaget til at søge del i regeringens corona-hjælpepakker.
Omsætningen steget 40 pct.
Siden Jørgen L. Christensen tiltrådte som adm. direktør i november 2017 er omsætningen hos GK Danmark steget med godt 40 pct.
Direktøren udtalte sidste år til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at omsætningen ville nå 700 mio. kr. i 2022, hvis væksten fortsatte med samme hastighed som i 2019.
BNS-konkurs koster GK Danmark millioner
Teknikentreprenørens regnskab tynges af både af konkursen hos B. Nygaard Sørensen og af gamle garantiforpligtelser, men ledelsen forventer trods coronakrisen et plus i år