REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
Renovering af kaj
Holbæk Kommunalbestyrelse har frigivet 21,5 mio.kr. til renovering af kajkonstruktionen ved Krags Brygge, som er i meget dårlig stand.
Renoveringen omfatter fjernelse af eksisterende hammer, redningsstiger og friholderværk, forstærkning af kajvæggen med en påstøbt beton-forplade, renovering og/eller etablering af ny hammer, nye redningsstiger og friholderværk og etablering af højvandslukker til regnvandsudløb. Kajvæggen forberedes for etablering af en lav foranliggende havnebrygge eller flydepontoner til for eksempel lystbåde, samt eventuelt fremtidig højvandsikring.
Med henblik på hurtigst mulig udførelse bliver arbejderne udbudt i et tidligt udbud, hvor teknisk rådgiver og entreprenør arbejder sammen om at detailprojektere og udføre arbejderne.
Kommunens rådgiver har overslagsmæssigt vurderet, at arbejderne kan udføres for cirka 14,5 mio. kr. Desuden er der afsat 7 mio. kr. til uforudsete omkostninger.
HOLBÆK
Havnepromenade
Holbæk Kommunalbestyrelse har besluttet at fremrykke og frigive 5 mio. kr. til færdiggørelse af havnepromenaden ved Krags Brygge. Samtidig har kommunalbestyrelsen tillægsbevilget og frigivet 2,4 mio. kr. til en stibro over Blegstrædekanal ved Kanalstræde.
Der blev 8. april fremrykket 6,2 mio. kr. til færdiggørelse af havnepromenade, og der er således i alt 11,2 mio. kr. er til rådighed for arbejdet.
Havnepromenaden er anden prioritet og stibroen er tolvte prioritet i ’Helhedsplan for Holbæk Havn’, som blev godkendt i Kommunalbestyrelsen i december 2019.
Havnepromenaden samt stibro udføres i henhold til ’Designmanual for Holbæk Havn ’, som er udarbejdet af Holscher Arkitekter i 2002.
Med henblik på hurtigst mulig udførelse bliver arbejderne udbudt i et tidligt udbud, hvor teknisk rådgiver og entreprenør arbejder sammen om at detailprojektere og udføre arbejderne.
REGION MIDTJYLLAND
HJORTHEDE
Kloakarbejde
Viborg Byråd har vedtaget Tillæg nr. 10 til Spildevandsplan 2019 endeligt.
Tillægget danner grundlag for, at fælleskloakken i Hjorthede kan omlægges til separatkloak.
Den eksisterende fælleskloak har en alder og en tilstand, der kræver nye og større ledninger, hvis området fortsat skal være helt eller delvist fælleskloakeret og leve op til de gældende servicekrav. Fra Hjorthede afledes spildevand til Bjerringbro Renseanlæg via pumpestation og trykledning. Separering er nødvendigt for at mindske mængden af vand, der skal afledes til renseanlægget.
Omlægningen af kloakken i Hjorthede var oprindelig planlagt til gennemførelse i perioden 2023-2033, men på grund af nye oplysninger om kloakkens tilstand ønskes kloaksystemet renoveret tidligere.
BJERRINGBRO
Bro
Der skal etableres en ny bro over Gudenåen ved Kjællinghøl øst for Bjerringbro, og Viborg Byråd har nu besluttet at udbyde projektet i totalentreprise med henblik på at få opsat broen i år. Der bliver tale om en gitterbro i træ eller stål, og byrådet har anlægsbevilget 4,3 mio. kr. til formålet.
Stibroen over Gudenåen ved Kjællinghøl er en del af stisystemet øst for Bjerringbro herunder Trækstien mellem Bjerringbro og Ulstrup. Efter at broen blev lukket i 2018 og senere fjernet, mangler forbindelsen over Gudenåen i området.
Der skal indhentes godkendelse i forhold til naturbeskyttelsesloven og vandløbsloven i forbindelse med opførelse af en ny bro.
Efter at et rådgivende ingeniørfirma i slutningen af 2018 gennemførte en undersøgelse af broen, blev det konstateret, at de bærende konstruktioner var så angrebet af råd, at den risikerede at styrte sammen. På den baggrund har broen siden været lukket for offentlighedens adgang.
REGION SYDDANMARK
BLÅVAND
Parkeringsplads
Varde Byråd har sagt god for, at der lokalplanlægges for anlæggelse af en ny parkeringsplads til Tirpitz-museet i Blåvand.
Den gældende lokalplan for museet giver ikke mulighed for at etablere det antal parkeringspladser, den store interesse for museet skaber behov for.
Museet ønsker mulighed for at øge antallet af parkeringspladser omkring museet ved etablering af en ny parkeringsplads med 200 parkeringspladser ved Gl. Mælkevej. Desuden ønskes der mulighed for etablering af et toilet i tilknytning til parkeringspladsen.
VEJEN
Vedligeholdelse af broer og tunneler
Vejen Byråd har frigivet 3,208 mio. kr. til renovering og vedligeholdelse af broer og tunneller i 2020.
Blandt de største planlagte arbejder i 2020 er udskiftning af nedbrudt fugtisolering på bro over Grindstedvej ved Hovborg, udskiftning af betonbygværk på bro under Sekærvej ved Gettrup, nyt brodæk og rækværk på bro over Tværå ved Langetved og ny træbro for let trafik over Rødding Bæk ved Gammelengvej 5.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Holbæk, Hjorthede, Bjerringbro, Blåvand og Vejen