REGION NORDJYLLAND
NØRRESUNDBY
Boliger
Aalborg Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 2-4-110 Boliger, Larsensvej, Lindholm og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter er sendt i offentlig høring.
Lokalplanområdet er i dag udlagt til teknisk anlæg tidligere ejet af Aalborg Forsyning, men det er planen, at der skal opføres 20 tæt-lave boliger og et fælleshus på stedet.
REGION MIDTJYLLAND
MEJLBY
Varmepumpeanlæg
Randers Byråd har vedtaget Lokalplan 711 for Mejlby Varmeværk og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Det nye plangrundlag giver mulighed for at etablere et varmepumpeanlæg i tilknytning til det eksisterende varmeværk i Mejlby som ønsket af Mejlby Varmeværk.
Med etableringen af det nye anlæg får varmeværket mulighed for at omstille til vedvarende energi og udfase en væsentlig del af den naturgas, der i dag anvendes til varmeproduktion.
Varmepumpen placeres på en del af naboarealet, der i dag er udlagt til rekreativt område. Der etableres afskærmende beplantning omkring anlægget, sådan at oplevelsen af det grønne område opretholdes bedst muligt.
HOLSTEBRO
Boligområde
Holstebro Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 1141 for et bolig- og centerområde ved Mejrup Kirkeby endeligt.
Lokalplanen udlægger et areal til opførelse af et boligområde med et varieret udbud af boligtyper, herunder fritliggende parcelhuse samt række-, kæde- og dobbelthuse.
Derudover udlægger lokalplanen et areal til centerformål, herunder en dagligvarebutik til områdets lokale forsyning, samt et ubemandet tankanlæg og vaskehal.
REGION SYDDANMARK
VEJEN
Boliger
Vejen Byråd har besluttet at sende forslag til lokalplan 312 og kommuneplantillæg 14 - Boligområde i Askov syd i offentlig høring.
Planforslagene er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra to projektinvestorer og de baner vej for en privat udstykning til cirka 85 boliger i det sydlige Askov. Området udstykkes til fritliggende boliger eller tæt-lave boliger.
MIDDELFART
Køle- og frostrum
Middelfart Byråd har frigivet 300.000 kr. til et nyt køle- og frostrum til produktionskøkkenet på Fænøsund Plejehjem.
Der er tale om 300.000 kr., som skulle have været brugt til etablering af et køkken til dagcenteret på Fænøsund. Disse midler er imidlertid ikke blevet anvendt, da der er fundet en bedre løsning for dagcenteret.
REGION SJÆLLAND
KUNDBY
Tæt-lave boliger
Holbæk Kommunalbestyrelse har besluttet at sende forslag til Lokalplan 9.01, for boliger på Kirkebakken, Kundby i otte ugers offentlig høring fra 2. juni til 4. august.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af grundejers ønske om at udvikle et nyt boligområde på Kirkebakken i Kundby med tæt-lave boliger.
HOLBÆK
Renovering af almene boliger
Holbæk Kommunalbestyrelse har godkendt skema A for renovering af Lejerbos afdeling 007-0 Firkløveren, Holbæk.
Landsbyggefonden har for at skabe initiativer, der også hjælper dansk erhvervsliv gennem aktivitetsnedgangen som følge af Covid-19, besluttet at fremme et antal støttede renoveringssager, som i løbet af kort tid kan gennemføres til skema A-godkendelse og igangsætning, og renoveringen af afdeling Firkløveren er med kommunalbestyrelsens beslutning blandt disse.
Afdelingen består af 50 boliger fordelt på 30 dobbelthuse på Bent Grubbesvej og Peder Billesvej og 20 fritliggende huse på Louisevej, og boligerne er opført i henholdsvis 1949 og 1963. Boligerne har behov for en totalrenovering, hvis afdelingen skal bringes op til nutidig standard.
I forbindelse med renoveringen opføres der på Bent Grubbesvej og Peder Billesvej en mindre tilbygning til hver bolig for at skabe plads til at etablere badeværelser i stueetagen.
SVINNINGE
Børnehus
Holbæk Kommunalbestyrelse har godkendt udbudsgrundlaget for opførelse af et nyt børnehus i Svinninge og givet grønt lys for at udbyde projektet.
Børnehuset i Svinninge er et ud af fem nye børnehuse, Holbæk Kommune bygger, og som der i årene 2019-2022 er afsat i alt 175,5 mio. kr. til.
I første omgang udbydes en totalrådgiveraftale indeholdende ydelserne fra arkitekt, ingeniør og landskabsarkitekt, mens byggeopgaven forventes udbudt som hovedentreprise ultimo 2020.
Projektet er derfor tænkt som et hus, der fleksibelt kan rumme både dagtilbud og indskoling/SFO, men er i sin hovedisponering grundlæggende opdelt i et område for dagtilbud, indskoling og SFO.
Børnehuset gør brug af eksisterende bygninger, som suppleres med cirka 385 kvm opvarmet tilbygning og cirka 95 kvm uopvarmet tilbygning med liggehal til vuggestuebørn. På samme måde suppleres de eksisterende skolebygninger med cirka 120 kvm tilbygning med SFO basislokaler og garderobe.
I overgangen mellem dagtilbud og skole placeres produktionskøkken, fællesrum til spisning og rum til aktivitet/motorik, som tænkes at kunne anvendes sammen med indskoling/SFO.
REGION HOVEDSTADEN
HØJE-TAASTRUP
Etageboliger
Høje-Taastrup Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 2.30.5, som herefter sendes i fire ugers offentlig høring. Lokalplanforslaget vedrører delområde A10 og A17 i den nye bydel Høje Taastrup C.
Lokalplanforslaget fastlægger området til boligformål med publikumsorienteret serviceerhverv og detailhandel i en del af stueetagen. Lokalplanen giver mulighed for op til 231 etageboliger. I begge delområder skal etageboligerne opføres som karrébebyggelse i blank mur.
GLOSTRUP
Flytning af bibliotek
Glostrup Kommunalbestyrelse har godkendt administrationens forslag om at bruge 150.000 kr. til at undersøge muligheden for at flytte Glostrup Bibliotek til Glostrup Fritidscenter.
I løbet af september/oktober 2020 flytter Glostrup Musikskole samt mødelokalerne i Glostrup Fritidscenter til det nye forenings-, medborger-, og kulturhus i Rådhusparken.
Dermed kommer en stor del af Glostrup Fritidscenter til at stå tomt. Og det areal Glostrup Bibliotek ligger på i dag, er en del af projektområdet for udbygning af Rådhusparken, hvor salg af byggeretter forventes påbegyndt i 2021/2022.
De 150.000 kr. skal blandt andet bruges til dækning af udgifter til en række eksterne aktører, som skal stå for analyse af behov og ønsker, skitsering af de forskellige løsninger og scenarier, besigtigelser, gennemgang af brandforhold og tekniske forhold, kalkulationer med videre.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Nørresundby, Mejlby, Holstebro, Vejen, Middelfart, Kundby, Holbæk, Svinninge, Høje-Taastrup og Glostrup