23948sdkhjf

Bag facaden på TV-inspektion

Det er avanceret teknik, der sidder i bilerne, når der udføres TV-inspektion. Det kræver uddannelse og indsigt

Et rullende kontor, eller kontrolrum om man vil, med store skærme, avancerede computere og kameraer med fjernstyring er hverdagen for TV-operatørerne, når de ruller ud i de danske kommuner for at inspicere kloakkerne. De dage er slut, hvor man for alvor bliver beskidt og kommer lugtende hjem fra arbejde under jorden, for i dag er det maskiner, der har overtaget arbejdet.

I dag sidder TV-operatøren lunt og godt i sit rullende kontrolrum på en god kontorstol ved et skrivebord, der har fire store skærme, en kontrolpult med to joysticks, samt en styreenhed til kran og kameraer.

En af disse biler er rullet ind i gården for at vise os, hvad den faktisk indeholder. Det er TV-operatør Søren Arenkild, og Rasmus Pedersen, der er nu i faget, der er med for at lære hvordan det gøres.

Om firmaet
FKSSlamson A/S er etableret i 1954 og beskæftiger i dag 163 ansatte. FKSSlamson har hovedkontor i Odense og driftsafdelinger i Aalborg, Esbjerg, Skive, Silkeborg, Randers, Fredericia, Løsning, Bolderslev og København.

FKSSlamson har i alt 30 TV-inspektionsbiler med specialiseret udstyr, der lever op til standarderne udstukket af TV-inspektionsgruppen forankret i Dansk Byggeri, hvor alle medlemmer kontrolleres og udfører TV-inspektion efter standarder i henhold til Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning – DTVK. I alt råder FKSSlamson over 135 køretøjer fordelt på slamsugere, spulere og TV-inspektionsbiler.

Bilen kommer fra firmaet FKSSlamson, der er eksperter i TV-inspektion, slamsugning og spuling af kloakker. TV-inspektionsdelen er vokset en del i de senere år, fordi kravene til dokumentation af kloakkernes tilstand stiger. Det gør de, fordi kommuner og andre, der ejer og vedligeholder kloakker kan se deres store fordel i at kende kloakkernes tilstand, og dermed kan lave en plan for kloakrenovering og dermed også lave et budget for renoveringerne over en årrække.

I dag er vi heldige at møde den der faktisk har været uddannet TV-operatør længst i hele landet, nemlig Søren Arenkild. Han solgte for godt og vel halvandet år siden sin egen TV-inspektionsforretning til netop FKSSlamson, og arbejder fortsat i firmaet.

- Behovet for TV-inspektion er eksploderet i de senere år, for der er rigtig mange dårlige kloakker i landet, selvom kommunerne jo er begyndt at bruge mange flere penge på at renovere dem. Der er fortsat lang vej endnu, inden den samlede kvalitet er hævet, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad, mens han skubber en af de store kameraer ud. Det er en lang cylinder på fire hjul, og et kabel, som kører ind på en stor tromle, bag i bilen.

- Det seneste er jo, at vi også kan komme ind i stikledninger med vore helt små kameraer, og så bliver det jo rigtigt smart, for det er ligeså ofte, at det er der, den er gal. Vi kan komme ind i rør ned til omkring 10 cm i diameter, men ofte kører vi rør, der er noget større, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Sænkes ned med kran
Den store af kameravognene er tung, og derfor sidder der bag på bilen en kran, der kan hægtes i den, og sænke den ned i kloakbrønden, så den kommer ned på bunden at stå. Derfra fjernbetjenes den, så den kører ind i røret, trækkende en ledning efter sig med strøm. De helt små kameraer bæres med på den store kameravogn, hvorfra det lille kamera skubbes ind i stikledningen med kablet, der er tilstrækkeligt stift til at kunne skubbe det lille kamerahoved ind i det snævre rør. Den nye LED-lysteknologi gør at lys, som der er et stort behov for, ikke længere er noget stort problem. Dermed fylder alt meget mindre, og bruger kun ca. 10 procent af den strøm, der tidligere var tale om.

Al styring foregår inde i kontrolrummet, der befinder sig inderst i bilen.

Store krav
En ting er at manøvrere med maskinerne nede i rørene, men TV-operatøren skal kunne meget mere end det:

- Når vi kigger os om nede i røret, laver vi en rapport, som kategoriserer tilstanden. Det sker i niveauer et til fire, således at man ud af rapporten har en standard for, hvor slem en eventuel skade er. Det kan være en samling, der er gået fra hinanden, et rør der er faldet delvist sammen eller lignende, fortæller han.

En del af det at være uddannet TV-operatør er netop at man kender den standard, der gælder for DTVK, som er en fælles standard. Den kontrolleres med jævne mellemrum i kontrolordningen for TV-inspektion, således at man er sikre på, at tingene rapporteres ensartet, og at kvaliteten i selve TV-inspektionen hele tiden er til stede.

Og med den højteknologiske tilgang til arbejdet, sker der noget,, når det gælder TV-inspektion. Alene i april måned i år, har Søren Arenkild med sin makker inspiceret 8.420 meter kloak. Det er i alt 303 forskellige strækninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156