23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Aalborg, Aarhus, Tjørring, Bording, Hundested, Kregme, Ballerup og Ishøj

REGION NORDJYLLAND

AALBORG
Boliger og kontorerhverv
Aalborg Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 1-4-111 Boliger, Karolinelundsvej, Ø-gadekvarteret, der herefter sendes i offentlig høring i otte uger.

Lokalplanen omfatter et areal ved Karolinelundsvej på cirka 2.400 kvm, og formålet med planen er at give mulighed for byfortætning ved hjørnet af Karolinelund og Østerbro med en bebyggelse til boliger og kontorerhverv. Projektets realisering forudsætter, at den eksisterende bebyggelse nedrives.

Lokalplanen giver mulighed for maksimalt 35 boliger, og bebyggelsen skal i skala, form og materialer danne en moderne sammenhæng til bebyggelsen langs Østerbro.

AALBORG
Boliger
Aalborg Byråd har vedtaget Lokalplan 1-3-127 Boliger, Badehusvej og Svendsgade, Vestbyen og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Formålet med planerne er at muliggøre opførelse af nye etageboliger i op til fem etager som erstatning for en tidligere dagligvarebutik. Etageboligerne får karakter af rand- og gårdbebyggelse. Gårdrummet mellem bebyggelserne får markant beplantning samt opholds- og aktivitetsmuligheder for beboerne.

REGION MIDTJYLLAND

AARHUS
Boliger
Aarhus Byråd har vedtaget Lokalplan 1110, Boliger ved Sandgravvej 3-5 og Skovvejen 53 Aarhus C endeligt.

Det er grundejer, der har anmodet om udarbejdelse af lokalplanen, som giver mulighed for at etablere en boligbebyggelse med etageboliger og rækkehuse inden for området.

Samlet set gives der mulighed for at etablere et etageareal på 2.000 kvm eksklusive kælder inden for området svarende til cirka 24 boliger.

Eksisterende bebyggelse nedrives, herunder den bevaringsværdige bygning Sandgravvej 3-5.

AARHUS
Hotel og restaurant
Aarhus Kommune har modtaget en ansøgning om at opføre bebyggelse i fem etager med restaurant/hotelcafé i stueetagen og 16 hotelværelser i de øvrige etager på ejendommene Nørre Alle 72-74. Arkitema Architects er arkitekt på byggeriet.

Aarhus Byråd har godkendt det ansøgte projekt og bemyndiget Teknik og Miljø til at meddele de nødvendige tilladelser.

TJØRRING
Butikker
Herning Byråd har godkendt et forslag til lokalplan nr. 41.C2.6 Centerområde ved Holstebrovej i Tjørring, som herefter er fremlagt i offentlig høring.

Lokalplanen er inddelt i to delområder, hvor delområde I skal anvendes til detailhandel i form af dagligvare- og udvalgsvarebutikker, vejadgang samt tilhørende parkeringsanlæg, og hvor delområde II er udlagt til grønt areal, vejadgang og stiforløb.

Der må maksimalt opføres en dagligvarebutik, og butikkens samlede bruttoareal til dagligvarehandel må ikke overstige 3.500 kvm.

BORDING
Seks boliger
Ikast-brande Byråd har efter endt høring vedtaget Lokalplan nr. 390 - Sportsvej, Bording og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Det nye plangrundlag udlægger et område ved Sportsvej i Bording, hvor der tidligere var en børnehave, til tæt-lavt boligområde.

Lokalplanen giver mulighed for at etablere seks tæt-lave boliger; fire skal indrettes i det eksisterende byggeri, og to tæt-lave boliger kan nyopføres.

Byrådet har også besluttet at sende forslag til Lokalplan nr. 386 - Boligområde, Arslevvej, Bording og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring.

Formålet med det nye plangrundlag er at planlægge for de næste etaper af boligområderne i Bording Nord.

REGION HOVEDSTADEN

HUNDESTED
Renovering
Hundested Almennyttige Boligselskab har bedt Halsnæs Kommune stille garanti for et realkreditlån på 11,3 mio. kr. til renoveringsarbejder i afdeling Isefjordsparken, og det sagde byrådet ja til forleden.

Boligselskabet ønsker henover sommeren at gennemføre en række renoveringsarbejder i afdeling Isefjordsparken, som består af 29 boliger opført i 1961 og i 1993/1994. Der foretages en renovering, som blandt andet omfatter facadeisolering, der skal forbedre indeklimaet i boligerne og nedsætte varmeudgifterne.

KREGME
Seks rækkehuse
Halsnæs Byråd har godkendt forslag til lokalplan 06.37 for boligbebyggelse på Thorsvej i Kregme, hvorefter forslaget sendes i høring.

Lokalplanen vil gøre det muligt at opføre seks nye rækkehuse på Thorsvej.

Bygherre ønsker at opføre seks rækkehuse på 70-75 kvm i et plan. Et eksisterende enfamiliehus bevares, og den nye rækkehusbebyggelse opføres i arkitektonisk samspil med det eksisterende byggeri.

Dele af ejendommen på Thorsvej har hidtil været anvendt til erhverv i form af købmand og pizzeria, som nu nedrives.

BALLERUP
Rækkehuse
Ballerup Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan nr. 189 for Skovmarken, Egebjerg i Ballerup endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for, at området kan anvendes til tæt-lav boligbebyggelse med mulighed for fælleshus.

I tilknytning til lokalplanen er der indgået en udbygningsaftale mellem grundejer Seniorboliger Skovmarken ApS og Ballerup Kommune, hvori grundejer forpligter sig til at finansiere og etablere den infrastruktur, som er nødvendig for projektets virkeliggørelse, herunder etablering af T-kryds, forlængelse af vejen Skotteparken, omlægning af eksisterende sti, samt etablering af vej- og stibelysning.

BALLERUP
Renovering af tag
Ballerup almennyttige Boligselskab har ansøgt om kommunal garanti til optagelse af et realkreditlån på 34.089.000 kr. til renovering af tag mm. i afdeling Korngården, og Ballerup Kommunalbestyrelse har sagt ja til ansøgningen. Afdeling Korngården består af 244 almene familieboliger, der er opført og taget i brug i 1961.

Afdeling Korngården har i løbet af de seneste år gennemgået en omfattende helhedsrenovering der blandt andet omfattede ombygning og sammenlægning af boliger, nye facader samt etablering af tilgængelighedsboliger mm.

Renovering af taget indgik ikke i helhedsrenoveringen. Det er efterfølgende konstateret, at teglstenene er lagt med for stort mellemrum, og undertaget er defekt. Taget skal derfor udskiftes, så hurtigt det kan lade sig gøre.

Udover tagrenovering skal boligselskabet også færdiggøre et nyopført fælleshus med indvendig aptering og afvandingen fra altanerne skal ændres.

ISHØJ
Boliger
Ishøj Byråd har vedtaget Lokalplan 1.89 Boligområde, Ny Vestervang og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Det nye plangrundlag giver mulighed for at opføre op til 80 nye boliger i den vestlige del af Ishøj Landsby som rækkehuse, dobbelthuse og parcelhuse.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.169