23948sdkhjf

Økonomien skal kickstartes med nye og grønne investeringer i infrastrukturen

Både den fysiske og den digitale infrastruktur trænger til en ordentlig overhaling, skriver dagens debattører

Corona-krisen har efterladt Danmark og Europa i knæ. Sundhedskrisen er ved at udvikle sig til en dybere økonomisk krise end den sidste, vi oplevede i 2008. Virksomheder må dreje nøglen om. Mennesker mister deres job. Hvis der ikke gøres noget nu, vil det trække meget dybe spor i økonomien langt ud i fremtiden. Det kalder ikke kun på nationale løsninger, men også europæiske, hvis vi skal tilbage til det Danmark og Europa, vi kender.

Vi skal have skubbet gang i Danmark og Europa igen. Derfor mener vi, at vi skal fremrykke investeringer i infrastrukturen, som var planlagt til et senere tidspunkt. På den måde kan investeringerne få effekt nu og give nødlidende brancher og virksomheder den finansielle saltvandsindsprøjtning, som de har brug for nu og ikke først senere. Vi foreslår helt konkret, at vi skal investere og bruge relevante EU-midler til grønne initiativer og forbedringer i infrastrukturen, som berør vores transportsektor, energinetværk og telekommunikation.

Midler fra EU-fonde
Lad os starte med transportsektoren. Hvis vi skal tænke grønt og samtidig kickstarte sektoren, er det nødvendigt at fremskynde initiativer, der fremmer den grønne omstilling. Vi skal have de fossile brændstoffer erstattet med alternative, klimaneutrale brændstoffer. Men som det er nu, bliver vi nødt til at bruge gas på vej mod en fossilfri transportsektor med brint- og el-løsninger, da teknologien endnu ikke findes til brint- og ellastbiler. Samtidig er bilernes og varevognenes batterikapacitet og lademuligheder i dag en hæmsko. Derfor skal vi have etableret bedre ladefaciliteter til elbiler langs kritiske vejnet og de europæiske transportkorridorer. Det kræver, at vi fremskynder udviklingen, som et led i genopretningen af økonomien og den grønne omstilling. Det kan vi blandt andet gøre med midler fra forskellige EU-fonde.

Ser vi på vores energinetværk har vi brug for at give det et grundigt eftersyn. For under Corona-krisen stod det klart, at forsyningen af energi og strøm kom under pres, og flere steder i EU oplevede man nedbrud. Vi skal derfor optimere vores energinetværk, så vi kan løfte europæernes behov og sikre dem en mere sikker og billigere energiforsyning. Det kan vi løse ved, at EU allerede nu stiller midler til rådighed til de virksomheder, der kan løfte opgaven. Penge, som man kan tage fra de EU-fonde, hvor pengene ikke allerede er brugt. Det vil skabe vækst og arbejdspladser i energisektoren og på den måde bidrage til at sætte gang i økonomien.

Moderniseret infrastruktur
Sidst, men ikke mindst, er der både stort behov og potentiale i at få forbedret vores muligheder for at være i kontakt, arbejde, handle og underholde os på afstand og over internettet. Grundlaget for, at vores internet og data til mobilerne leverer mere hurtigere, skal findes i vores digitale infrastruktur, som kræver en ordentlig overhaling. Pengene og ambitionerne til at gøre WiFi og 4G - og endda 5G - bedre findes allerede. Flere projekter og finansieringsmuligheder ligger i støbeskeen og ved at fremrykke investeringer planlagt til om nogle år, kan vi få pengene ud og virke ved vores virksomheder nu. På samme tid sikrer vi, at vores stigende aktivitet og tilstedeværelse på hjemmearbejdspladsen, i hjemmeskolen, i hjemmebanken og hjemmebiografen underbygges og stabiliseres, så vi kan stole på, at det fungerer -- hurtigt og sikkert.

Der er mange steder, man kan sætte ind for at få økonomien på fode igen. Vi får behov for en hel vifte af initiativer, men et godt sted at starte er som sagt at se på infrastrukturen i transport-, energi- og telesektoren. Det skal være endnu bedre. For vores infrastruktur trænger i den grad til et eftersyn, hvis det skal kunne følge med vores behov og den grønne omstilling. Og hvis vi kan få moderniseret vores infrastruktur og oveni hatten få kickstartet økonomien, ja så er vi et skridt tættere på det Danmark og Europa, vi kender.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142