Fra brancheorganisationen SMVdanmark har der været rejst kritik af prioriteringen om at samle statens facility management-opgaver i storudbud.
Senest er Bygningsstyrelsen på vej med bølge to med en anslået samlet pris på knap 2,3 mia. kr. over en syvårig periode.
Overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad har vicedirektør i SMVdanmark, Jakob Brandt, i den forbindelse påpeget, at der lige nu med corona bliver brugt mange penge på at holde hånden under de små og mellemstore virksomheder, men at staten samtidigt udelukker dem her fra at byde med.
En kritik, boligminister Kaare Dybvad Bek (S) mener rammer skævt.
Ministen peger blandt andet på, at der ikke er noget nyt i, at staten udbyder facility management-ydelser i større klumper.
- Det udbud, der er tale om her, er anden bølge af en overordnet plan, som omfatter tre udbud for øvrige statslige styrelser og ministerier. Det handler om, at staten køber ind på en måde, så man bedst muligt sikrer kvalitet og effektivitet for skatteborgernes penge. Samtidig samler man hele styringen i Bygningsstyrelsen, så statens institutioner slipper for bøvlet og i stedet kan koncentrere sig om deres kerneopgaver, lyder det i et mailsvar.
Godt med konkurrence
Bygningsstyrelsen har peget på stordriftsfordele og store besparelser ved at udbyde i store pakker.
Argumenter, som SMVdanmark ikke giver meget for. Her er det blandt andet påpeget, at det godt kan være, man får en besparelse her og nu, men at prioriteringen presser konkurrenter ud af markedet og dermed på sigt skader konkurrencen, da dem, der er tilbage, så bare kan øge priserne næste gang.
Desuden peger SMVdanmarks Jakob Brandt på, at prioriteringen kan være med til at sende danske opgaver til udenlandske aktører.
Fra boligministeren lyder det, at konkurrence grundlæggende er en god ting, og at mindre virksomheder ofte bliver underleverandører på større kontrakter, fordi de er dygtige til det, de laver.
- Sådan vil det sandsynlig også være her.
- Endelig har en for-analyse vist, at konkurrencesituationen på det her marked ikke forventes at blive påvirket på længere sigt, og det viste sig også ved udbuddet af den første bølge af Statens facility management, at der var en sund konkurrencesituation, fortsætter Kaare Dybvad Bek.
Peger på flere gevinster
Ministeren understreger desuden, at det ikke kun handler om at stimulere konkurrencen. Han peger på professionalisering ved at lade én indkøber stå for det her område, og på mulighed for at gøre ting smartere ved at tænke på tværs af opgaver og på tværs af kunder ved større udbud.
- Gevinsten ved at samle alle ydelser i ét udbud kommer fra flere ting. Det handler for eksempel om færre mellemledere og udvikling på tværs af serviceområderne. Og staten sparer uden tvivl penge, lyder det.
Ministeren fremhæver udsigt til at spare omkring 300 mio. skattekroner over de næste syv år med gennemførelsen af første bølge.
I forbindelse med bølge to gennemfører Bygningsstyrelsen markedsdialog. Her skal det blandt andet drøftes, hvad Bygningsstyrelsen kan gøre udbudsteknisk for at forbedre adgang for SMV’ere som eksempelvis konsortiedeltager eller underleverandør.
Hos SMVdanmark understreger man med afgørelsen i den såkaldte vejstribesag, at konsortier er en risikofyldt vej at gå.
Her har Højesteret afgjort, at LKF Vejmarkering A/S og Eurostar Danmark A/S brød konkurrenceloven, da de dannede konsortiet Dansk Vejmarkerings Konsortium og sammen bød på en opgave hos Vejdirektoratet tilbage i 2014
Boligminister Kaare Dybvad Bek fremhæver, at konkurrencesituationen er en helt anden, når vi taler om facility management, og at udbuddet er lagt til rette, så det er muligt for flere virksomheder at slå sig sammen og byde på opgaven i konsortielignende konstruktioner.
- Jeg noterer mig med tilfredshed, at det skete på første bølge af Statens facility management, hvor en konsortielignende konstruktion netop bød på opgaven. Endelig er det værd at bemærke, at SMV’ere kan få en betydelig rolle som underleverandører. Og jeg er glad for, at Bygningsstyrelsen netop fokuserer på dette i den kommende markedsdialog, oplyser boligministeren.
Hos SMVdanmark anser Jakob Brandt ministerens svar som "embedsmandsvar".
- At man tidligere har gjort noget, som var en dårlig idé, retfærdiggør ikke, at man fortsætter, siger han.
- Det her er Djøf’ere, som fedter rundt i et regneark og finder besparelser, fortsætter han og tilføjer:
- Der er flere eksempler på, at centralisering ikke altid er lykken. Det, jeg ønsker, er, at man fra politisk side tager magten og ansvar over for udbudsområdet.
Minister køber ikke kritik af storudbud
Det handler om at få bedst mulig kvalitet og effektivitet for skatteborgernes penge, lyder det fra boligminister Kaare Dyvad Bek