Efter to regnskabsår med et massivt, samlet tab på 277 mio. kr. sker der nu forandringer hos Züblin.
Den Aarhus-baserede bygge- og anlægsentreprenør har ændret i organisationen og vil fremover øge sit fokus på mindre og mellemstore projekter, fortæller bestyrelsesformand Jens-Henrik Nicolaisen i kølvandet på det nyligt offentliggjorte årsregnskab.
Først og fremmest er forretningsenheden Fundering og Anlæg splittet op, således at anlæg fremover integreres i virksomhedens forretningsenheder Byggeri & Anlæg Øst og Byggeri & Anlæg Vest.
- Det har vi gjort for at udnytte de synergier, der er mellem byggeri og anlæg. Samtidig har vi opdelt byggeri og anlæg Danmark i to forretningsenheder, én i Aarhus og én i København, netop for at være tættere på markedet, forklarer Jens-Henrik Nicolaisen.
Ifølge bestyrelsesformanden betyder ændringen desuden, at de to forretningsenheder fremover lettere kan trække på interne ressourcer i forbindelse med funderingsopgaver. Dermed skulle grundlaget være lagt for en bedre indtjening fremover.
Utilfredsstillende indtjening
Både omsætning og resultat inden for fundering og anlæg var ifølge årsregnskabet utilfredsstillende i 2019, men det skyldtes primært tab på et enkelt projekt.
Züblin ombygger egen virksomhed efter giganttab
Aarhus-entreprenøren ændrer i organisationen og skruer op for satsningen på mindre og mellemstore bygge- og anlægsprojekter