Huse som selv trækker vejret

København er en by af træ. Noget af en påstand, men efter endt læsning af Peter Olesens seneste byvandring i hovedstaden, er det lige før, man er overbevist.

Sjældent har jeg fået så mange overraskelser og inspiration til at kigge nærmere efter, når jeg næste gang er forbi Kolonnaden på Amalienborg og Københavns Hovedbanegårds rustrøde loftsbjælker.

Som i flere andre af sine københavnerbøger er arkitekturskribenten og debattøren Peter Olesen igen i følgeskab med fotograf Henrik Bjerregrav, som med sine fine billeder giver et nyt syn på storbyen.

Alle de kendte er med, som Zootårnet (bygget 1905), Søpavillonen (opført 1895 og tegnet af Det Kongelige Teaters arkitekt Vilhelm Dahlerup) og Nordisk Films berømte røde træbarakker, der siden 1906 har rummet de filmstudier, som er verdens ældste.

Skjulte perler
Selvfølgelig tager forfatteren også omkring Pantomimeteatret i Tivoli, stubmøllen ved Kastellet og Kanonbåds- og Masteskurene på Holmen, der er et meget vellykket eksempel på, hvordan gamle funktioner og udtømt maritim industri får nyt liv med knofedt og unge virksomheder på adressen.

Og så er der de skjulte perler som et lille stykke Norge med Bjælkehuset fra 1789 i Søndermarken ud til Roskildevej samt Filmskolen, der er indrettet i Orlogsværftets gamle bygninger på Frederiksholm.

Er man interesseret i naturmaterialer, nyt og gammelt, er den 184 siders lange rundtur i hovedstadens skjulte træparadis et must.

"Træhuse ånder, der er mere naturlig ventilation end i stenhuse, og de virker mere levende, som om de selv trækker vejret. Træhuse indbyder til hygge", skriver Olesen et sted.

I bogen viser han med 40 eksempler på træhuse, midt i en hovedstad af beton, brosten og asfalt, at selv om København ikke er Bergen eller Trondheim, har byen meget at vise frem.