Da vi blev udfordret som sociale dyr og vanedyr
Pandemien hærger i Danmark og det meste af verden. Vi bringer her en corona-smittets iagttagelser. C. F. Møllers kommunikationschef fik sin hverdag voldsomt udfordret
Som testet positiv for coronavirus oplever jeg det hele som både en iagttager og deltager fra hjemmeisolationen. Det interessante er, at jeg tror, virksomheder og individer gennemgår krisen nogenlunde på samme måde.
Vi alle er blevet kastet ud i den samme redningsbåd i dette kollektive skibbrud på corona-virusens hav og alle skal nu sammen finde sikkert ind til land. Både som virksomheder og befolkning
Vi er alle grundlæggende er blevet udfordret som sociale dyr og vanedyr og mange barrierer er blevet nedbrudt med isolationen som katalysator for, hvordan vi interagerer med hinanden som mennesker og virksomheder.
De virksomheder, som så at sige har et godt immunforsvar og hurtigt får reageret deres symptomer, de klarer sig bedst. Hvor panodil og hvile kan klare de fleste menneskers coronasmitte, så synes et væsentligt element i mange virksomheders kur at ligge i den digitale infrastruktur og evnen til hurtigt at sadle om.
Tydeligst ses dette i boomet af video-samtaler og -møder. Første prioritet har altid været fysisk tilstedeværelse med telefon og video som nødvendige alternativer.
Nu har videomøder vist sig som en let, praktisk, billig og bæredygtige løsning i forhold til både at løse arbejdsopgaver og holde kontakten til venner og familie.
Faktisk har de vist sig at være temmelig effektive som arbejdsmøder og man kan pludselig snakke med familie flere steder i landet på en dag og tale mere sammen end nogensinde før, hvor man skulle afsætte en weekend til besøg i Nordjylland. Måske vil vi ende med at se det fysiske møde som det nødvendige alternativ.
Selvfølgelig skal vi også mødes i virkeligheden og nogle ting er bare bedre og mere effektive, når man sidder sammen. Det gælder både privat og professionelt. Det var sjovt at sidde klar med mad og drikkevarer til en virtuel påskefrokost, men ikke helt det samme som at være i samme stue.
Hos C.F. Møller har vi skrevet historie med de største tegnestuemøder nogensinde med op mod 200 deltagere på video, og det bringer os helt sikkert tættere sammen på en ny måde, som er positiv. Alle jeg taler med, inklusive mig selv, ser på den anden side efterhånden også virkelig frem til at skulle tage på arbejde og igen sidde med sine kolleger.
Jeg tror ikke, jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at branchen kan være præget af en stemning, hvor det kan være nødvendigt at alle virksomheder har et fokus på først og fremmest at sikre sig selv i arbejdsprocesserne. Det interessante ved corona-krisen er, at vi har været i stand til at rykke tættere sammen i redningsbåden. Dem der har redningsveste i overskud, deler ud til dem, der mangler for at kunne holde projekterne kørende.
Det handler om at hjælpe andre og dele ud af de privilegier, som man har oparbejdet ud fra devisen, at hvis for mange kollapser, så kollapser hele branchen. På samme måde som jeg som individ ved, at hvis ikke, jeg sikrer andre ved at isolere mig, så epidemien ikke, og det samfund, jeg gerne vil have er udskudt på ubestemt tid.
Det store spørgsmål er naturligvis, om corona-krisen kommer til at ændre verden markant.
For nogle vil den. Både virksomheder og mennesker kommer hårdt medtaget - eller slet ikke - ud på den anden side, og som det har vist sig med smittede personer, så vil det tage lang tid at komme tilbage til noget, der opleves som normalt. Heldigvis kommer de fleste igennem krisen og sygdommen.
Selv sidder jeg med en lidt underlig fornemmelse af at have været heldig i den forstand, jeg nu er immun og nærmest frygtløst kan bevæge mig ud i samfundet. På samme måde tror jeg også, at de virksomheder, der klarer sig godt igennem oplever at ’have klaret den’ og føler sig rustet til fremtiden på trods af et muligt økonomisk efterslæb.
Bortset fra det, så tror jeg, at vi relativt hurtigt vil finde tilbage til mange af de vaner som samfund og virksomhed.
Jeg tror ikke, der bliver tale om at epidemisikre byerne, som vi kender det fra klimasikring, jeg tror ikke, at fremtidens arbejdspladser kun kan rumme 80 procent af medarbejderne på en gang ud fra en tanke om, at nogle altid arbejder hjemme og på video eller at vi vil fortsætte med at holde afstand til hinanden på gader og stræder. Vi vil være sammen på festivaler, se verden, skabe os tosset samen til julefrokoster og skabe ting i fællesskab.
Spørgsmålet er, om corona på sigt vil blive opfattet som et livsvilkår og historisk nedslagspunkt, der i den store sammenhæng vil blive opfattet som en storm i menneskeheden glas vand.
Artiklen er en del af temaet arkbyg.
