Det er kun gået én vej de senere år, og det er ned, når man kigger i Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S’ regnskaber.
I 2019 er bruttofortjenesten faldet til 16,4 mio. kr., og resultatet før skat går i minus med over én mio. kr.
Det får nu den østjyske anlægsgartner, der har hovedkontor i Risskov ved Aarhus, til at skærpe fokus på mindre opgaver.
De seneste fem års tid har virksomheden kæmpet med om større entrepriser, men det er ifølge adm. direktør Henrik Hoffmann blevet sværere som mindre spiller at kæmpe med her.
Det hænger sammen med, at de store aktører i branchen som HedeDanmark, OKNygaard og Forstas udvider og ifølge direktøren i høj grad sætter priserne.
I stedet vil Anlægsgartnerne H. Hoffmann nu især gå efter opgaver på mellem en halv og to mio. kr. for blandt andre private kunder og boligselskaber, fortæller han.
Derudover tror han på en størrelse omkring 25-30 ansatte.
- Vi er 24 lige nu, og det er der, jeg forventer, vi kommer til at ligge, siger han.
Ifølge 2019-regnskabet har virksomheden i gennemsnit beskæftiget 37 mand i både 2018 og 2019.
Forskellen til antallet i dag hænger sammen med afleveringen af en stor, flerårig vedligeholdelsesopgave for Aarhus Kommune i slutningen af 2019, fortæller direktøren.
Netop afleveringen her er en af de ting, som har trukket ned i 2019-regnskabet. Dertil kommer ikke mindst vejret sidste år.
- Det er et samsurium af ting, der har ramt os i 2019. Hovedlinjen er vejret. Vi havde en svag vinter, som ikke har givet den store omsætning og indtjening. Det har ikke været det nemmeste vejrår at være anlægsgartner i, siger Henrik Hoffmann og fortsætter:
- Dertil kommer, at vi har haft to store anlægsopgaver, som har været prissat for lavt, og at det har været dyrt for os at afslutte en flerårig vedligeholdelsessag for Aarhus Kommune.
Han uddyber her, at det har krævet en del ressourcer at gøre opgaven klar til aflevering.
Han ønsker ikke at gå i dybden med opgaverne, som har været prissat for lavt, men fortæller overordnet, at underskuddet i 2019 er taget på egenkapitalen, som i regnskabet er faldet til 9,4 mio. kr.
- Den er stadig høj. Vi har oparbejdet den over mange år, lyder det fra direktøren.
Han afviser tanker om salg, fusion eller opkøb og bemærker i øvrigt, at det er første gang, virksomheden er havnet i minus.
- På godt jysk er det da træls. Det er aldrig sjovt. Omvendt så har vi lært af det. Nu ved vi, hvad vi ikke skal, siger han og fortæller, at de har tilpasset virksomheden til den størrelse, de har nu - herunder frasolgt biler og maskiner.
Tror på plus i 2020
I indeværende regnskabsår forventer han, at de lander et overskud på mellem en halv og en mio. kr.
- De første fire måneder ser fine ud, lyder det fra direktøren, der fortæller, at de har fået flere nye kunder, og at han ikke venter den store påvirkning på regnskabet af coronakrisen.
- Vi har aldrig haft så mange private ringe som i april i år. Mange har arbejdet hjemme og måske kigget ud på haven og så besluttet at ringe til os, siger han.
- Vi havde egentlig forventet, at det marked ville gå i panik, men det har vi ikke oplevet. Så vi er fortrøstningsfulde for 2020.
Østjysk anlægsgartner ændrer fokus efter regnskabsnedtur
For første gang i virksomhedens 45-årige historie er det endt med røde tal på bundlinjen for Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S, og det har fået den østjyske anlægsgartner til at ændre strategisk fokus