23948sdkhjf

Styr husets energiforbrug med mobilen

Intelligent teknologi kan nedsætte el-, vand- og varmeregningen. Men mange danskere bruger ikke teknologien endnu

Danskerne får mere intelligent teknologi og flere smart devices ind i hjemmet.

Men det er ikke alle, der har fået øjnene op for, at den intelligente teknologi ikke blot kan støvsuge gulvet og skifte sang på anlægget -den kan også være med til at spare på dit energiforbrug.

Kun 16 pct. har således smart-styring af hjemmet, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Når det kommer til energioptimering, er danskerne ikke rigtigt kommet i gang, siger Troels Hartung, der er energipolitisk konsulent hos brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne.

Og det er en skam, for den intelligente teknologi kan både gavne klimaet og pengepungen, påpeger han.

- Alle ved, at man kan spare penge ved at tage kortere bade eller slukke for strømmen. Men smart-teknologi er en god måde at spare på sit energiforbrug, uden at man skal tænke aktivt over det.

Et oplagt sted at starte er radiatoren. Her kan du i snit spare 15 pct. på dine samlede energiudgifter alene ved at skifte fra en mekanisk termostat til intelligent styret opvarmning.

Skruer selv ned for varmen
- Det kan være smarte termostater, som selv skruer ned, når du lufter ud eller ikke er hjemme. Og mange af dem kan styres via en app, så de er super lette at komme i gang med, siger Troels Hartung.

Du kan altså via mobilen fortælle termostaten, at du er på vej hjem, og så tænder den for varmen.

Det kan også betale sig at kigge på din belysning. I dag findes der nemlig både pærer og sensorer, som kan kobles på nettet, forklarer Ole Ravn, der er chef ved center for Energieffektivisering og Ventilation under Teknologisk Institut.

- På den måde kan du dæmpe eller slukke lyset automatisk, når du ikke er i rummet, siger han.

De forskellige løsninger og besparelser vil komme an på hustypen.

Alt justeres under ét
Varme er generelt en stor knast, og energiforbruget til opvarmning er den største CO2-udleder i bygningsdriften. Det gælder især fyr og varmepumper, viser tal fra Tekniq Arbejdsgiverne.

- Der vil typisk også være en stor besparelse, hvis man får automatiseret sin fjernvarme, så den optimerer sig selv efter vejret, siger Troels Hartung.

I andre huse er gevinsten måske større, hvis man kigger på vandforbruget. For i bygningsreglementet har man skærpet isolerings- og energikravene til nybyggede huse, som derfor har et mindre varmeforbrug.

- Og fordi rumvarmebehovet er mindre, vil eksempelvis brugsvandsdelen relativt set udgøre en større del af det samlede forbrug, siger Ole Ravn.

På længere sigt vil der også være en økonomisk gulerod, hvis du får alle husets enheder til at spille sammen.

- I dag kører smart elementerne solo, men hvis man skal være allermest energieffektiv, skal vand, varme og ventilation justere sig efter hinanden, siger Ole Ravn.
/ritzau fokus/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125