Horsens Kommune er ét skridt videre i sine omfattende planer for området Nørrestrand.
De 660.000 kvm. nordvest for Horsens by er nu mest af alt græsmarker, men skal færdigudviklet lægge jord til 1.500 boliger med plads til 7000-9000 borgere.
Kommunen solgte sidste år 257.000 kvm grunde til Birch Ejendomme med henblik på opførsel af 450 boliger. Mandag godkendte byrådet så det seneste skridt, hvor 22,3 mio. kommunale kroner sættes af til at byggemodne 37 parcelhusgrunde og godt 8000 kvm rækkehusgrunde.
- Det her er endnu et skridt i at gøre det her meget, meget store område til beboelse. Vi vil se opførslen af en helt ny bydel tæt på et virkelig smukt, naturskønt område. Derfor tror jeg også, at der bliver rift om grundene, og at nogle af dem formentlig vil skulle i udbudsrunde, siger formand for Plan- og Miljøudvalget i Horsens, Martin Ravn (V) til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Udbygges de kommende år
Bydelen skal over flere etaper udbygges de kommende år, hvor kommunen vil udstykke, sælge og byggemodne yderligere grunde til beboelse. Bydelen skal have et miks af almindelige boliger, almene boliger og lejeboliger, og Martin Ravn forestiller sig, at det kan blive attraktivt for børnefamilier.
- Du har en glimrende beliggenhed tæt på motorvejen og tæt på statsfængslet, og vi tænker, det kan blive interessant for familier fra Aarhus at flytte hertil, hvor de kan bo væsentligt billigere, siger udvalgsformanden.
Nørrestrand er blandt de største natur- og byudviklingsprojekter i Danmark og består ikke kun af den nye bydel, men samlet 6,8 kvadratkilometer, hvor natur- og rekreative områder skal gøres lettilgængelige for de kommende beboere. I den øvelse skal blandt andet 41 hektar landbrugsjord omdannnes til nye naturområder.
Åbningsfesten holdes dog ikke foreløbig, da kommunen regner med en samlet byggeperiode på 20-30 år.
Bydelen er udover et prestigeprojekt også et greb for at absorbere en befolkningsvækst, som kun forventes at fortsætte.
De sidste 10 år er befolkningstallet i Horsens Kommune steget med knap 11 pct. - den femtestørste vækst i landet, viser tal fra Danmarks Statistik.