23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Hedeselskabet taber på toppen i 2019

Det er ikke blevet til en tilbagevenden til en toplinje på to mia. kr. for Hedeselskabet i 2019.

Foreningen, der har status som erhvervsdrivende fond, kommer ud af 2019 med en toplinje på knap 1,7 mia. kr., som især hentes i Danmark og inden for segmentet grøn service og handel.

Der er tale om et fald i omsætningen på 46,7 mio. kr. sammenlignet med 2018, som var første gang i flere år, koncernen ikke nåede de to mia. kr. Driftsresultatet i 2019 falder desuden til 22,2 mio. kr.

Det fremhæves i regnskabet, at omsætningen i 2019 er eksklusiv "ophørte aktiviteter", som omfatter salget af datterselskabet Orbicon til canadiske WSP og overdragelsen af HedeDanmarks grønne plejeforretning i Sverige til svenske Green Landscaping Group.

Mens salget af Orbicon har påvirket resultatet før skat i positiv retning, påvirker overdragelsen af pleje- og vedligeholdelsesaktiviteterne i Sverige resultatet negativt, lyder det.

Resultatet af fortsættende aktiviteter før skat lander på negative 23,8 mio. kr. mod 35,6 mio. kr. i 2018.

Årets resultat for koncernen udgør derimod 45 mio. kr. mod 24,8 mio. kr. i 2018. Årsresultatet er samlet påvirket positivt af årets ophørte aktiviteter med 64 mio. kr.

"Ses der bort fra opnåede avancer i forbindelse med ophørte aktiviteter, er såvel driftsresultat før afskrivninger som årets resultat under det tidligere forventede, og resultatet anses for utilfredsstillende", lyder det i ledelsesberetningen.

Om 2019 supplerer bestyrelsesformand Jørgen Skeel over for Licitationen - Byggeriets Dagblad:

- Vi er ikke tilfredse med indtjeningen på de fortsatte aktiviteter. Den skal vi have forbedret, og det er vi i gang med.

- Det vigtigste, der er sket i 2019 er, at vi har fået solgt Orbicon til den helt rette køber. For både medarbejdere og virksomheden Orbicon var det god timing, da WSP bedre kan sikre medarbejderne internationalt i en situation som covid-19, end Hedeselskabet kunne have gjort, fortsætter han og supplerer:

- Det var også god timing, fordi det har sikret, at Hedeselskabet er blevet styrket finansielt. Vi er blevet gældfri, og det styrker vores tilværelse som en stor spiller i den grønne omstilling.

Han fremhæver, at noget af det, Hedeselskabet har været ramt af i 2019 er det ekstreme vejr med rekordmeget nedbør og høje temperaturer, som har påvirket vintertjenesten negativt.

Hedeselskabet er ved at skære ned for de ting, hvor der ikke er så god indtjening og op for de ting, der er god indtjening, fortæller han.

- Og så er vi ved at udvikle nye forretningsben, hvor vi er mindre vejrafhængige, lyder det fra bestyrelsesformanden, der påpeger, at driften forsimples og forenkles

Vejret har drillet
Det fremgår af regnskabet, at HedeDanmark har realiseret en omsætning på 1,7 mia. kr. for de fortsættende aktiviteter i 2019, mens resultatet før skat udgør 27 mio. kr. mod 43 mio. kr. i 2018.

"Resultatet er ikke tilfredsstillende", lyder det i ledelsesberetningen.

Der peges på forretnings- og produktudvikling inden for blandt andet skadedyrsbekæmpelse, digitalisering samt klimasikring, og at årets resultatet er påvirket af hård konkurrence, prispres samt netop vejret, som har vanskeliggjort arbejdet i flere forretningsområder.

Gode træpriser og et højt aktivitetsniveau i skovene har derimod påvirket positivt, fortsættes det.

Det fremgår desuden, at Orbicon i Hedeselskabets ejertid i 2019 realiserede en omsætning på 313 mio. kr. og bidrager med et negativtresultat før skat frem til afhændelse på to mio. kr. før skat.

"Resultatet er ikke tilfredsstillende. Set i lyset af denudvikling Orbicon har været igennem i de seneste år anses resultatudviklingen i 2019 dog for tilfredsstillende", lyder det.

Forventer plus i 2020
Om 2020 fortæller Jørgen Skeel:

- Vi budgetterer med, at vi laver et bundlinjeresultat i størrelsesordenen 0-10 mio. kr. trods den situation, vi står i, siger han med henvisning til coronakrisen.

Han fremhæver, at resultatforventningen er afhængig af, hvor dyb krisen bliver.

- Det er selvfølgelig under forudsætning af, at tingene ikke bliver endnu værre, siger han og fortæller, at Hedeselskabet er ramt af faldende efterspørgsel og forventer lavere priser på produkter.

Han understreger, at Hedeselskabet ikke har lagt sig fast på et vist procenttal, når det gælder den internationale omsætning.

- Det, synes vi ikke, giver nogen mening, siger han og fremhæver, at det handler om, hvor de kan lave mest grøn omstilling på en konkurrencedygtig måde.

Han tror ikke på stor stigning inden for segmentet energiproduktion, men på mange andre områder som for eksempel plantning af træer og genanvendelse af biomasse, fortæller han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125|instance-web02