23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

NCC-boss: Genindfør den frie bevægelighed i Europa

Da NCC afholdt sin årlige generalforsamling den 1. april i år i konferencecentret Norra Latin i Stockholm, stod det klart for topchef Tomas Carlsson, at i dette forår var stort set intet som det plejede.



- Coronakrisen har påvirket verden med en kraft, som det er yderst vanskeligt at bedømme, skriver direktøren i koncernens kvartalsrapport, som blev udsendt tirsdag.



Men selv om verden nærmest er vendt på hovedet i kølvandet på viruspandemien, så fungerer mange ting hos den børsnoterede nordiske byggeentreprenør stadig som det plejer.



Indtil datoen for aflæggelsen af kvartalsrapporten har NCC ifølge regnskabet således ikke mærket de store konsekvenser af coronakrisen for gruppen som helhed, selv om enkelte projekter er påvirket.



To udfordringer

NCC er for øjeblikket især udfordret af to forhold som følge af coronakrisen. Det drejer sig dels om koncernens mange medarbejdere, som har behov for at rejse frem og tilbage over grænserne. Dels om leverancer af materialer, oplyser topchefen.



- Vi har jo ganske store materialeleverancer fra hele Europa, og vores projektorganisation gør et fantastisk stykke arbejde med at håndtere det og finde løsninger på de her udfordringer, siger Tomas Carlsson til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



Med hensyn til rejseaktiviteterne, mener han, at de lukkede grænser under coronakrisen nu viser, hvor vigtig den frie bevægelighed i Europa er.



- Vi er afhængige af vores leverandører og medarbejdere, og vi løser det nu. Men det viser vigtigheden af at opretholde den frie bevægelighed, både for os og for den almene samfundsøkonomi, siger han.



Tomas Carlsson ønsker ikke at kommentere på de tiltag i forhold til udenlandsk arbejdskraft, som den danske regering lancerede i sidste uge.



Formålet med restriktionerne er at mindske risikoen for at få coronasmitte ind over grænserne, når udlændinge pendler til og fra Danmark.



- Men jeg kan konstatere, at ganske snart må vi sørge for, at den frie bevægelighed kommer i gang igen. Ellers kommer økonomien til at skades permanent, siger han.



Stærk start på året

For første kvartal melder NCC om en stærk start på året med en sund ordreindgang og omsætning på omtrent samme niveau som sidste år. Ordrebeholdningen er på et historisk højt niveau. Og driftsindtjeningen fortsatte også i første kvartal forbedringen sammenlignet med samme periode sidste år, selv om der stadig er minus på bundlinjen.



De røde tal giver dog ikke anledning til stor bekymring, idet første kvartal normalt er normalt præget af svag lønsomhed som følge af lav aktivitet i vintermånederne, fremgår det.



Ifølge regnskabet blev en mere forsigtig tilgang i visse delmarkeder allerede konstateret inden coronavirusudbruddet.



Men der ifølge NCC er stadig efterspørgsel efter offentligt byggeri som skoler, hospitaler og plejehjem, drevet af voksende byer og den demografiske udvikling. Generelt er efterspørgslen efter renovering og moderniseringer høj, noterer ledelsen.



Fremgang i dansk forretning

Tomas Carlsson fremhæver også NCC’s danske forretning, som ifølge ham gjort et ’utroligt arbejde’ gennem de seneste år med at forbedre lønsomheden. Sidste år medvirkede en stribe hjemlige kæmpebyggerier til at hive NCC’s samlede resultat i et solidt plus.



- Vi fortsætter fremgangen i den danske forretning. I anlægsvirksomheden har vi for eksempel vundet ordrer for TDC på ledningsrenovering. Og i asfaltdivisionen, som ellers er lidt udfordret, har vi haft vældig store forbedringer i Danmark, siger Tomas Carlsson.



Når det gælder fremtiden, er Tomas Carlsson mere varsom med at udtale sig.



- Jeg plejer altid at være forsigtig med prognoser, og med corona er det endnu sværere, for der er jo ingen, som kan vurdere, hvor langvarigt det her vil blive eller hvilken påvirkning, det får på samfundets økonomi, siger han og tilføjer:



- Men til dags dato har vi ikke oplevet nogen større forstyrrelser. Vi har en god ordrebeholdning, en god ordreindgang og et stærkt cash flow.



Ruster sig

Tomas Carlsson peger på, at byggebranchen normalt følger udviklingen i samfundsøkonomien. Derfor følger NCC udviklingen tæt og agerer løbende på de ændringer, der sker. Men koncernen har endnu ikke iværksat særlige coronakrise-tiltag, oplyser han.



- Jeg kom jo tilbage til NCC for to år siden, og siden da har vi arbejdet med et program med at ruste os generelt. Og det er et program, som både er godt i den normale økonomi, men også i denne mere usikre tid, siger han.



Direktøren understreger, at NCC har mange langsigtede projekter, der skal leveres, og at koncernen fortsætter arbejdet på sin langsigtede plan.



- Det er en vanskeligt tid for alle i samfundet, men vi vil også komme igennem dette, lyder det fra NCC’s topchef.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.658