Der er udsigt til tusindvis af nye arbejdspladser og masser af opgaver til danske byggevirksomheder, efter et bredt politisk flertal i fredags gav grønt lys til at igangsætte anlægsarbejdet af Femern Bælt-forbindelsen på dansk side.
Det er vurderingen hos Dansk Byggeri, som er glad for, at byggeriet kan gå i gang efter nytår - ikke mindst på baggrund af coronakrisen.
- Det er godt, at vi får gang i kontrakterne nu, hvor vi kan se frem til et ordentligt dyk i samfundsøkonomien. Her kan Femern-forbindelsen være med til at holde hånden under byggeriet, siger Henrik Friis, branchedirektør i Dansk Infrastruktur under Dansk Byggeri til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han peger på, at der ud over den direkte byggeaktivitet i forbindelse med projektet vil blive skabt mange afledte opgaver og job hos underleverandører, hvilket kan gavne erhvervslivet over en bred kam.
- Det vil give et meget stort skub til hele samfundsøkonomien og give god aktivitet i anlægsbranchen, især på mellemlang og lang sigt, siger han.
Forsinket flere gange
Henrik Friis henviser til, at Femern-projektet er blevet forsinket i flere omgange, efter Folketinget i 2015 vedtog anlægsloven om den faste forbindelse. Nu er forventningen, at Femern Bælt-forbindelsen vil åbne medio 2029.
- Så det er klart, at der skal helst ikke komme flere forsinkelser, og slet ikke nu, hvor vi kan se frem til et anlægsdyk på grund af coronakrisen, siger han.
Femern A/S har allerede indgået en aftale med entreprenørkonsortiet Fehmarn Belt Contractors (FBC) om blandt andet at anlægge en arbejdshavn til projektet.
Nu har en enig forligskreds bestående af S-regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance besluttet, at Femern A/S kan starte de kontrakter, der i maj 2016 blev indgået med entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors (FLC) som betingede kontrakter, oplyser Transportministeriet.
Det betyder, at anlægsarbejdet med tunnelelementfabrik, tunnelportal på Lolland og beboelses- og administrationsfaciliteter vil gå i gang den 1. januar 2021. På tysk side vil anlægsarbejdet være klar til at fortsætte medio 2022.
Milepæl i Danmarkshistorien
Transportminister Benny Engelbrecht (S) understregede på et pressemøde fredag, at den faste forbindelse vil bidrage positivt til erhvervslivet over en bred kam, og at den vil skabe mange arbejdspladser.
- Det er klart, at coronaepidemien fylder meget i vores verden lige nu, men når det fortoner sig, skal vi have et velfungerende og genkendeligt samfund at vende tilbage til. Og noget af det, vi har lært af epidemien, er hvor afgørende vores infrastruktur er, også i en krisesituation, sagde ministeren.
Ifølge ministeren er projektet en milepæl i Danmarkshistorien, og han mener, at den 18 kilometer lange tunnel vil skabe store og vigtige samfundsøkonomiske forbindelser - ikke alene for Danmark, men også for vores nabolande og resten af Europa
- Endelig skal man erindre, at forbindelsen er brugerbetalt, og derfor vil det ikke betyde, at andre infrastrukturprojekter i landet ikke kan gennemføres, fordi forbindelsen jo ikke belaster statskassen, tilføjede ministeren.
Budget på 62 mia. kr.
Det anslåede budget for Femern-forbindelsen i 2015-priser er knap 53 mia. kr. for selve sænketunnelen. Dertil kommer de danske landanlæg, som udgør ca. 9,5 mia. kr., oplyste ministeren.
Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen glæder sig også over aftalen.
- Vores trafikale infrastruktur betyder rigtig meget for Danmarks økonomi og for vores allesammens mobilitet. Derfor er vi i Venstre ivrige efter at komme videre med trafikale investeringer, så vi glæder os rigtig meget over, at vi i dag giver startskuddet og kommer videre, og at vi får spaden i jorden for alvor fra januar måned, sagde han på fredagens pressemøde.
Den konservative transportordfører Niels Flemming Hansen hæftede sig ved, at Femern A/S har stillet krav til entreprenørerne om, at de skal oprette elevpladser svarende til mindst 500 årsværk på anlægsentrepriserne.
- Femern-forbindelsen være et rigtigt stort plus for unge mennesker, som skal ud og have elevpladser, og som ville have haft det rigtig, rigtig svært på bagkant af corona, lød det fra Niels Flemming Hansen.
Kunne ikke fremskyndes
Ifølge Transportministeriet har Femern A/S forhandlet med FLC om muligheden for at påbegynde arbejdet allerede medio 2020, men blandt andet på grund af coronakrisen har dette ikke vist sig praktisk muligt.
Konsekvensen er, at tunnelen vil åbne op til et halvt år senere end hidtil forventet. Der er dog mulighed for at indhente noget af tidstabet i forbindelse med de endnu ikke udbudte kontrakter på installationerne i tunnelen. De skal udføres som det sidste i byggeprocessen.
Femern vil give tiltrængt boost til dansk byggeri
Anlægsprojektet kommer på et godt tidspunkt, hvor samfundsøkonomien står overfor et dyk som følge af coronakrisen, vurderer Dansk Byggeri, efter et politisk flertal i Folketinget fredag gav grønt lys til at påbegynde byggeriet af tunnelen under Femern Bælt