REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY
Produktionshus og eventhal
Brøndby Kommunalbestyrelse har efter endt høring vedtaget lokalplan 149 - Produktionshus og Eventhal Priorparken endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for tilbygninger til den eksisterende bebyggelse inden for anvendelsen erhverv, herunder kontor, lager, service og moderne produktionserhverv for eksempel TV- og musikproduktion samt publikumsrelateret erhverv.
BRØNDBY
Klubhusfaciliteter
Klubhusfaciliteterne til Brøndbyernes Idrætsforening skal bygges ud, og Brøndby Kommune har afsat et samlet rådighedsbeløb på 61,5 mio. kr. fordelt på årene 2020-2022.
Kommunalbestyrelsen frigav en halv mio. kr. til projektering mm. for et år siden, og på seneste kommunalbestyrelsesmøde blev det resterende beløb frigivet.
Henover foråret udarbejdes der i samarbejde med bygherrerådgiver udbudsmateriale som forberedelse til det EU-udbud, der gennemføres i perioden fra juni til august i år med henblik på at udvælge en entreprenør, som skal gennemføre de fysiske arbejder. Efter planen indgås der kontrakt primo september, hvorefter arbejdet påbegyndes.
HØRSHOLM
Hal og klubhus
Cowi har for Hørsholm Kommune gennemført en forundersøgelse af mulighederne for at placere klubhus, kunstgræsbaner og trægulvshal i Hørsholm Idrætspark i området ved Stadion.
Hørsholm Kommune har afsat en ramme på i alt 25 mio. kr. til etablering af et klubhus til udendørsidrætterne fordelt med 3 mio. kr. i år, 5,5 mio. kr. i 2021, 12 mio. kr. i 2022 og 4,5 mio. kr. i 2023. I forbindelse med budget 2021-2024 er det aftalt, at der skal indledes forhandlinger om etablering af en trægulvshal.
Hørsholm Kommunalbestyrelsen har godkendt Cowis forundersøgelse, der betragtes som et første skridt henimod etableringen af et nyt klubhus. Forundersøgelsen skal sikre, at der træffes de rigtige beslutninger, og at de gode løsninger kan realiseres, uden at stå i vejen for hinanden.
I den kommende fase inddrages udendørsidrætterne i udarbejdelsen af byggeprogrammet for klubhuset. Dernæst kører byggeprocessen med lokalplan, udbud, projektering, tilladelser, byggeri mv.
HERLEV
Tagrenovering
DAB har som forretningsfører for Herlev almennyttige Boligselskab ansøgt Herlev Kommune om godkendelse til at gennemføre en tagrenovering samt etablere solceller i afdeling Lille Birkholm III, og ansøgningen er nu blevet godkendt af Herlev Kommunalbestyrelse.
Ll. Birkholm III består af 488 boliger, og den samlede anskaffelsessum til renovering af tagene er på 13.575.000 kr.
HERLEV
Fire boliger
Herlev Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til lokalplan 123, som herefter er fremlagt i høring frem til 14. maj.
Ejer af ejendommen Gammel Klausdalsbrovej 462 ønsker at udvikle ejendommen til fire nye boliger i en mindre etageboligbebyggelse i to plan, hvilket den nye lokalplan vil gøre muligt.
Ejendommen består i dag af nogle meget faldefærdige bygninger, hvoraf den ene har været et tidligere landvaskeri, som i gældende lokalplan 59 er udpeget som bevaringsværdig. På grund af ejendommens tydelige forfald har Herlev Kommune givet nedrivningstilladelse til bygningerne.
REGION SJÆLLAND
JÆGERSPRIS
Boliger
Frederikssund Byråd har godkendt forslag til lokalplan 135 for boliger ved Møllevej i Jægerspris, som herefter er sendt i høring.
Lokalplanen vil give mulighed for at opføre op til 63 boliger i en etage.
HOLBÆK
Tilbygning
Holbæk Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til Lokalplan 1.54 for Filmtorvet til udsendelse i offentlig høring.
Filmtorvet har, siden det blev anlagt i 2016, dannet ramme omkring en række events. Filmtorvet var oprindeligt tænkt som en midlertidig pladsdannelse, men Havnegruppen anbefalede Kommunalbestyrelsen at gøre Filmtorvet til et permanent offentligt havnetorv, og ovennævnte planforslag blev udarbejdet for muliggøre det. Planforslaget giver endvidere mulighed for at opføre en tilbygning til biografen. Øst for Filmtorvet giver lokalplanen mulighed for at opføre ny bebyggelse i op til tre etager til publikumsorienterede funktioner.
REGION SYDDANMARK
ÅRSLEV
Bydelsudvikling
Faaborg-Midtfyn Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til lokalplan 2020-1 Ny bydel, Klynge 1, Årslev, som herefter sendes i offentlig høring frem til 16. juni.
Lokalplanforslaget er udarbejdet med det formål at give mulighed for udviklingen af første klynge i den nye bydel umiddelbart syd for bymidten i Årslev. Lokalplanen skal sikre at hovedidéerne i arkitektkonkurrencens vinderprojekt fastholdes.
REGION MIDTJYLLAND
IKAST
Børnehus
Ikast-Brande Byråd har godkendt en procesplan for opførelsen af en ny Børneby Øster i Ikast og frigivet 3 mio. kr. af det afsatte rådighedsbeløb. De 3 mio. kr. bruges på planlægning og projektering af byggeriet.
Lokalplanen for området er i høring og forventes endeligt vedtaget af byrådet på mødet den 22. juni i år.
REGION NORDJYLLAND
NØRRESUNDBY
Omdannelse til boliger
Aalborg Byråd har godkendt lokalplan 1-2-121 Boliger mm Kummerowsvej, Nørresundby Midtby, som herefter fremlægges i offentlig høring i fire uger.
Lokalplanen omfatter et eksisterende stort set udbygget byområde med et areal på 6,6 hektar. Den giver mulighed for blandet bolig- og erhvervsformål, med mulighed for at omdanne de gamle erhvervsejendomme til boligformål. Lokalplanen giver samtidig mulighed for, at der kan etableres boliger langs Thistedvej.
AALBORG
Tæt-lave boliger
Aalborg Byråd har besluttet at sende forslag til Lokalplan 3-3-115 Boliger og erhverv, Bygaden 20-22, Hasseris og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i seks uger.
Lokalplanen er udarbejdet for at muliggøre opførelse af cirka 14 tæt-lave boliger omkring ejendommen Bygaden 20 og 22 i Gl. Hasseris. Den eksisterende gård på Bygaden 20 bevares i sin nuværende form og funktion som bolig og erhverv, mens arealerne vest for gården, og ejendommen Bygaden 22, kan omdannes til tæt-lav boligbebyggelse.
AALBORG
Boliger
Aalborg Byråd har godkendt Lokalplan 1-1-138 Boliger, Brohuset, Godsbanearealet, Aalborg Midtby endeligt.
Lokalplanområdet ligger på Godsbanearealet mellem Dag Hammarskjølds Gade og Østre Alle. Der kan med den nye lokalplan etableres etageboliger i op til 11 etager med cirka 160 boliger. Lokalplanen giver også mulighed for at etablere kontorerhverv i bygningen.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Brøndby, Hørsholm, Herlev, Jægerspris, Holbæk, Årslev, Ikast, Nørresundby og Aalborg