Undervisningsministeriet er bedre til at holde på pengene til praktikpladser end til at skaffe uddannelsespladser. Statsrevisorerne kritiserer, at ministeriet siden 2016 har ophobet 4,6 milliarder kroner fra arbejdsgivernes uddannelsesbidrag (AUB).
AUB’s egenkapital voksede sidste år med omkring 1,5 mia., fremgår det af Rigsrevisionens undersøgelse, som er baggrund for statsrevisorernes kritik. Forøgelsen af egenkapitalen svarer til en fjerdedel af indtægterne.
AUB-ordningen bygger på et "hvile i sig selv"-princip, hvor indtægter og udgifter så vidt muligt skal balancere, og likvide midler ikke skal opsamles.
"I strid med lovgivers intentioner er der således i dag opsamlet en relativ stor egenkapital, som forventes at udgøre 4,6 mia. kr. ved udgangen af 2019," konkluderer statsrevisorerne.
Langt fra mål om 25 pct.
De konstaterer, at Børne- og Undervisningsministeriet ikke har taget initiativ til at regulere arbejdsgivernes AUB-bidragssats på trods af den stigende ubalance mellem indtægter og udgifter.
Videre er en af de væsentligste forudsætninger for den nuværende AUB-bidragssats ikke realiseret, nemlig at flere søger ind på en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. Andelen var 18 pct. i 2016, og den er 20 pct. i dag for samtlige brancher under et. Målsætningen i erhvervsuddannelsesreformen er 25 pct. i 2020.
Endelig har ministeriet ikke har gennemført en evaluering af AUB-ordningen siden 2009, så man kunne se, om der blev skaffet det fornødne antal praktikpladser.
Uholdbart overskud
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har tre måneder til at svare offielt på Rigsrevisionens undersøgelse og statsrevisorernes kritik, men hun er såmænd enig i, at indtægter og udgifter i AUB-ordningen skal i balance.
- Det er uholdbart med et årligt overskud på over en milliard kroner gennem en længere årrække. Ordningen skal sikre lærepladser til elever på erhvervsuddannelser og ikke bruges som opsparingskonto, erklærer hun i et skriftligt svar til Licitationen.
Staten tager milliarder fra lærlingekonto
Statsrevisorerne kritiserer Undervisningsministeriets forvaltning af AUB. Undervisningsministeren er enig i, at AUB ikke skal være en opsparingskonto