REGION MIDTJYLLAND
EBELTOFT
Boligbebyggelse
Byggefirmaet Fabulas har på vegne af lodsejer Gert Sandberg ansøgt Syddjurs Kommune om at få igangsat lokalplanlægning for et område til boliger ved Egsmarklund, Ebeltoft. Her ønsker man at etablere en blandet boligbebyggelse med åben-lav og tæt-lav bebyggelse samt lave etageboliger med mulighed for at integrere et friplejehjem i bebyggelsen.
Udvalget for plan, udvikling og kultur har sagt ja til, at en lokalplanproces kan sættes i gang.
Fabulas har et koncept for bæredygtige bofællesskaber, som blandt andet prioriterer fællesskab på tværs af generationer, indpasning i natur og landskab samt klimavenlige konstruktioner i træ, som tilgodeser let vedligeholdelse og godt indeklima.
AARHUS
Boliger
Aarhus kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til at opføre fire nye to-etagers bebyggelser med samlet otte boliger i Montanagade 29 A-E samt til at etablere to boliger i stueetagen på en eksisterende bygning. Fire eksisterende bebyggelser nedrives.
Aarhus Byråd har godkendt det ansøgte projekt og bemyndiget Teknik og Miljø til at meddele de nødvendige tilladelser.
IKAST
Lægehus
Ikast-Brande Byråd har godkendt forslag til Lokalplan nr. 394 - Område til offentligt formål, Frisenborgparken, Ikast, som herefter fremlægges i offentlig høring i seks uger.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for, at der kan opføres et lægehus på arealet. Lægehuset kan opføres i to etager og der må bygges op til cirka 500 kvm. Der skal desuden sikres adgang og parkering for en ambulance og plads til to lægebiler.
Lokalplanen skal være med til at sikre, at byggeriet orienterer sig mod - og indpasses i - det eksisterende område ved sundhedscenteret.
IKAST
Bolig og erhverv
Ikast-Brande Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 387 - Blandet bolig og erhverv, Kildevej, Ikast, og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Med det nye plangrundlag udlægges et område i det centrale Ikast til blandet bolig og erhverv, og det bliver muligt at fortætte området, idet den nye planlægning tillader, at der bygges både højere og tættere.
BRANDE
Boliger
Ikast-Brande Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 388 - Boligområde, Remiseparken, Brande endeligt.
Lokalplanen udlægger et område til tæt-lav boligbebyggelse og etageboliger ved Remiseparken i Brande. Lokaplanen giver mulighed for at opføre omkring 25 tæt-lave boliger. Det er muligt, at nogle af disse ændres til etageboliger, hvorved antallet af nye boliger bliver flere end de 25.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra grundejer om at få mulighed for at opføre tæt-lav boligbebyggelse samt etageboliger.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
Etageboliger
Holbæk Kommunalbestyrelse har besluttet at sende forslag til lokalplan nr. 1.55 Etageboliger i Ahlgade 6-8 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring.
Planforslagene er udarbejdet på baggrund af et konkret ønske fra grundejeren om at opføre nye etageboliger i gårdrummet indenfor den eksisterende karrébebyggelse mod Ahlgade i Holbæk.
Udgangspunktet er et skitseprojekt, der indplacerer nye etageboliger i op til seks etager i gårdrummet. Skitseprojektet forudsætter nedrivning af de eksisterende lager- og udhusbygninger i den østlige del af gårdrummet, hvilket muliggør etableringen af et grønt fællesareal for bebyggelsens beboere.
REGION HOVEDSTADEN
GLOSTRUP
Renovering af rutsjebanetårn
I forbindelse med budget 2020 blev der afsat 1.000.000 kr. i rådighedsbeløb til renovering af rutsjebanetårnet ved Glostrup Svømmehal. Efter gennemgang af konstruktioner vurderes det, at det er forbundet med en del usikkerhed at renovere tårnet, ligesom det ikke vurderes økonomisk fordelagtigt. Administrationen anbefaler derfor en total udskiftning af tårnet med en merudgift på 900.000 kr.
Glostrup Kommunalbestyrelse besluttede forleden at genetablere rutsjebanetårnet med trappe og tårn udført i beton som anbefalet af administrationen og give et tillæg til rådighedsbeløbet på 900.000 kr.
Tårnet ved rutsjebanen er så kritisk korroderet i primært stålsamlingerne, at adgangen til rutsjebanen af sikkerhedsgrunde er afspærret.
GLOSTRUP
Daginstitution
Glostrup Kommune har i budget 2020-2023 afsat penge til etablering af et nyt dagtilbud nord for banen med plads til 160 børn. Dagtilbuddet er planlagt etableret på Eriksvej.
Sagen var på kommunalbestyrelsens dagsorden forleden, hvor der skulle træffes beslutning om proces og tidsplan og bevilges penge til forundersøgelser af grunden og til rådgivningsbistand.
Kommunalbestyrelsen bevilgede 5 mio. kr. som indstillet og besluttede sig for en udbudsmodel med to udbud: Udbud af totalrådgivning og efterfølgende udbud af byggeopgaven i hovedentreprise. Totalrådgivningen skal i EU-udbud, mens hovedentreprisen forventes sendt i indbudt licitation, da den samlede entreprisesum vurderes at ligge under EU-grænsen for EU-udbud for anlægsopgaver på 39.884.785 kr.
Der forventes indflytning og idriftsætning ultimo oktober 2022.
ALBERTSLUND
Seniorbofællesskab
Albertslund Kommunalbestyrelse har vedtaget lokalplan 18.1.2 Roholmparken Vest, seniorbofællesskab endeligt.
Lokalplanen gør det muligt at etablere et seniorbofællesskab med 50 boliger i Roholmparken.
Albertslund Kommune har allokeret en del af Roholmparken til opførelse af seniorbofællesskaber, et privat og et alment. Kommunen har indgået en partnerskabsaftale med Realdania og det almennyttige boligselskab AKB, Albertslund om udvikling af værdiprogrammet for 50 almene boliger i et 55+bofællesskab.
HERSTEDØSTER
Omklædningsrum
Herstedøster Idræts Club, HIC, vil bygge nyt, så der blandt andet kan skabes bedre og moderne omklædningsrum til klubbens piger og kvinder. HIC er i dialog med forskellige fonde med henblik på at opnå fondsstøtte til finansiering af projektet. Tilbagemeldingerne fra fondene er positive, men før der kan gives endeligt tilsagn om støtte, er der brug for eksterne rådgivere til at tilpasse og konkretisere projektet.
Albertslund Kommunalbestyrelse bevilgede forleden 150.000 kr. til rådgiverydelser frem til en afklaring om, hvorvidt HIC kan skaffe den nødvendige fondsstøtte.
Albertslund Kommunalbestyrelse bevilgede i april 2019 250.000 kr. til forundersøgelser, hvilket blev anvendt til udarbejdelse af skitseforslag for fremtidig udvidelse.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Ebeltoft, Aarhus, Ikast, Brande, Holbæk, Glostrup, Albertslund og Herstedøster