REGION NORDJYLLAND
REBILD
Slidslagsarbejder
Rebild Byråd har besluttet at udbyde sine slidlagsarbejder som en rammeaftale i år, med option på to gange 12 måneder med opstart i maj måned i år.
De seneste år har Center Plan, Byg og Vej udbudt slidlagsarbejderne i Rebild kommune på årlig basis.
HAVERSLEV
Varmeforsyning
Cowi har på vegne af Aars Fjernvarme indsendt projektforslag for forsyning af det nye boligområde ved Strandvejen i Haverslev med fjernvarme til godkendelse hos Rebild Kommune. Her fik det byrådets godkendelse for nylig.
Projektforslagets realisering kræver etablering af ledningsnet til forsyning af området.
SKØRPING
Cykelsti
Rebild Byråd besluttede i november 2019, at der skal eksproprieres for realisering af cykelstianlæg langs Hanehøjvej i Skørping, såfremt der ikke kan indgås frivillige aftaler. Administrationen har holdt møde med lodsejerne med henblik på at indgå frivillige aftaler. Der er givet mundtlige tilsagn fra to af fem berørte lodsejere, og administrationen vurderer ikke, at det vil være muligt at indgå forlig i sagen med de øvrige tre. Derfor påbegyndes ekspropriationsforretning med indkaldelse til åstedsforretning. Rebild Byråd har anlægsbevilget 200.000 kr. til det indledende arbejde i forbindelse med ekspropriationsforretningen
Cykelstien etableres i 2,5 meters bredde i syd- og østsiden af Hanehøjvej, og vejen udvides fra 4,5 meter til 5,5 meter. Der etableres en cirka 120 meter lang støttemur på en strækning med skovbevoksning for at minimere behovet for at fælde træer. Der bliver endvidere behov for en støttemur over en cirka 50 meter lang strækning nord for Præstegårdsheden.
Anlægsoverslaget for det samlede cykelstiprojekt lyder på 4,71 mio. kr.
REGION SYDDANMARK
SVENDBORG
Belægning
Svendborg Byråd har sagt ja til at fremrykke opgaven med ny skolegårdsbelægning på Byhaveskolen fra 2021 til 2020 og har samtidig frigivet 1 mio. kr. til arbejdet.
Opgaven udbydes som fagentreprise.
Projektets endelige udformning vil blive til i et samarbejde med skolen, så det bliver skolen og brugerne, der prioriterer, hvilke dele, der skal udføres inden for den afsatte ramme.
Som en del af projektet udføres kloakarbejde for 250.000 kr., idet dette mest hensigtsmæssigt udføres, når skolegården alligevel er gravet op.
REGION SJÆLLAND
SOLRØD
Nedrivning
Solrød Byråd har frigivet 1.396.000 kr. til nedrivning af bygninger ved Solrød Strands Stationsplads.
De gamle DSB-bygninger nedrives delvist. Det planlægges at nedrive den store overdækning ved gennemgangen fra Solrød Centeret til stationspladsen. Derudover nedrives den tidligere kioskbygning mod øst. Bygningen langs banen mod vest kan ikke rives ned nu, da bygningen huser strømanlæg og styreanlæg til S-banen. Det er på nuværende tidspunkt ikke kendt, hvornår strømmen fjernes fra bygningen. Derfor bliver denne bevaret.
Arealet genetableres efter nedrivning i stil med de eksisterende centerarealer.
SOLRØD
Varmeforsyning
Solrød Byråd har godkendt et projektforslag vedrørende anvendelse af overskudsvarme fra Solrød Biogas til forsyning af ejendomme i Naurbjerg, Kirke Skensved og dele af Havdrup. Projektforslaget sendes herefter i fire ugers høring hos berørte grundejere og forsyningsselskaber.
Solrød Fjernvarme planlægger at etablere et varmepumpeanlæg, der omdanner overskudsvarme fra den afgassede biomasse ved Solrød Biogasanlæg. Fjernvarmen sendes ud i et nyt ledningsnet, der føres frem til byerne Naurbjerg, Kirke Skensved samt til den sydlige del af Havdrup by, hvor varmecentralen Ørnesædet med dets varmeforbrugere tilsluttes, ligesom Havdrup Skole og Havdrup Idrætscenter tilsluttes. Desuden kobles det nye fjernvarmenet sammen med det eksisterende fjernvarmenet ved Havdrup Allé, hvor der i dag er anlagt en fjernvarmehovedledning til Havdrup Solvarmeanlæg. Sammenkoblingen giver også mulighed for, at Havdrup biogasfyrede kraftvarmeværk og Havdrup solvarmeanlæg kan udvide deres produktion.
Fjernvarmesystemet forberedes til yderligere udbygning af fjernvarmen i Havdrup i en senere fase og eventuelt også i Jersie.
HVALSØ
Udstykning
Lejre Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan LK 68 for boliger ved Merianhaven i Hvalsø og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanens formål er at sikre, at byudviklingen i Hvalsø sker i naturligt samspil med den eksisterende by og at der sikres gode rammer for frirum og fællesskaber. Lokalplanområdet opdeles i et område, hvor der udstykkes 18 parcelhusgrunde og et område, der udlægges til opførelse af cirka 35 rækkehuse.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Rebild Kommune, Haverslev, Skørping, Svendborg, Solrød og Hvalsø