Hvordan kommer de danske virksomheder tilbage til normale tilstande efter coronakrisen?
Det forsøger Dansk Byggeri nu at give sit bud på. Organisationen har nemlig udarbejdet en genopretningsplan med 12 konkrete forslag til initiativer, der hver især kan være med til at få bygge- og anlægsbranchen på fode igen efter coronakrisen.
Med planen lægger Dansk Bygger op til at få genskabt arbejdspladserne i branchen samtidig med, at bygninger og boliger bliver renoveret.
- Vi ønsker at sikre os, at både dansk økonomi og især bygge- og anlægsbranchen kommer godt og sikkert gennem krisen, og at den økonomiske krise, der følger i kølvandet på sundhedskrisen, bliver så kortvarig og mest lempelig som muligt, siger Lars Storr-Hansen, der er adm. direktør i Dansk Byggeri, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Lars Storr-Hansen understreger samtidig, at det ligeledes vil medføre CO2-besparelser og en bedre infrastruktur, hvis forslagene bliver gennemført.
- I planen har vi fokus på investeringer, der vil være til gavn for hele samfundet. Vi hjælper til med at booste de dagsordener, der skal op og køre igen efter krisen, for eksempel energi og klima, siger han.
Buddene skal derfor ses som et investeringskatalog i sammenhæng med de allerede fremlagte hjælpepakker.
- Hjælpepakkerne, som vi er rigtig glade for, hjælper her og nu. I den her plan har vi fokus på tiltag, som udover at lægge en hånd under aktiviteten nu, også er samfundsgavnlige på lang sigt, siger Lars Storr-Hansen.
Grøn dagsorden
De 12 konkrete forslag i genopretningsplanen er inddelt i fire kategorier, og den fuldkomne liste over initiativerne kan ses i faktaboksen her på siden.
Flere af forslagene har allerede været omtalt i avisens spalter.
For eksempel foreslår Dansk Byggeri, som omtalt i avisen 2. april, at der bliver i gangsat arbejder på 453 almene boliger, der lige nu ligger i kø i Landsbyggefonden.
Men flere af initiativerne i det samlede budkatalog er også spritnye og mere detaljerede end tidligere.
Dansk Byggeri foreslår for eksempel, at der skal etableres en statslig kreditforsikring, så færre virksomheder oplever en kreditklemme og derved har lavere konkursrisiko.
- Hvis staten kan gå ind og give en garanti i stedet for bankerne, så vil bankerne kunne gå ind og understøtte på en anden måde i forhold til de nødlidende virksomheder, forklarer Lars Storr-Hansen.
Samtidig fremhæver direktøren "det grønne afsnit" i planen.
Her foreslår Dansk Byggeri blandt andet, at der oprettes en statslig pulje på 500 mio. kr. årligt, som kommunerne kan søge til forbedring og etablering af cykelstier.
Samtidig foreslår organisationen, at der reserveres mindst én mia. kr. i 2020 til øget vejvedligeholdelse af de kommunale veje, og at der skal igangsættes en skrotningsordning for oliefyr.
- Når krisen er overstået, skal vi alligevel i gang med den grønne omstilling, og derfor er det oplagt, at vi kigger på det allerede nu, så vi kan hjælpe virksomhederne nu, men også foretage investeringer som vil gavne fremtiden, siger Lars Storr-Hansen.
Dansk Byggeri: Sådan redder vi byggebranchen
Dansk Byggeri har fremlagt en genopretningsplan med 12 konkrete forslag til initiativer, der kan være med til at få bygge- og anlægsbranchen på fode igen efter coronakrisen