LICITATIONEN MENER: Lange betalingsfrister truer værdikæden. Hvem sidder med aben?
Af Klaus Tøttrup
Allerede før corona-krisen smittede voldsomt af på efterspørgslen i bygge- og anlægsbranchen, var branchens aktivitetsniveau på vej nedad ovenpå nogle år med helt ekstraordinær aktivitet. Derfor kommer corona-krisen naturligvis til at ramme endnu hårdere, end hvis der havde været tale om normale markedsudsving, hvor virksomhederne har mulighed for, over tid, at mande ned og omstille forretningen til et lavere aktivitetsniveau.
Og oveni den mavepuster, får den hårdt spændte værdikæde i byggeriet endnu et nøk, så kæden nu står og dirrer og kan briste hvert øjeblik det skal være. Det er jagten på likviditet der sætter værdikæden under et hidtil uset pres.
Spørgsmålet er nemlig: Hvem får aben og hvem har råd til at være bank for alle de andre led i kæden?
Forleden meldte byggecenterkæden Stark ud, at man vil forsøge at få kædens leverandørvirksomheder - på frivillig basis - til at forlænge betalingsfristerne. Det giver bedre likviditet hos Stark, som så vil stille denne likviditet til rådighed for især de små og mellemstore håndværksvirksomheder. Det er et meget prisværdigt initiativ - hvis man altså ikke lige er leverandør og nu skal til at være bank for byggecentret, som så kan være bank for håndværksmestrene.
Måske skulle man i stedet opfordre bankerne til at melde sig på banen og stille den nødvendige risikovillige kapital til rådighed i form af for eksempel statsgaranterede lån.
Artiklen er en del af temaet Lederen.
