23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Dansk Halbyggeri siger farvel til direktøren

En enig ejerkreds har opsagt Dansk Halbyggeris adm. direktør, Henrik Madsen, som nu sidder tilbage med en ambivalent og mærkelig fornemmelse

Dansk Halbyggeri A/S har været igennem en rutsjebanetur af op- og nedture gennem de sidste par måneder, og nu er der sket endnu en stor ændring, idet ledelsen er blevet halveret.



Henrik Madsen, der har fungeret som adm. direktør i Dansk Halbyggeri siden 2017, er nemlig blevet opsagt og er dermed stoppet i firmaet med øjeblikkelig virkning.



- Det er en enig ejerkreds, der har afskediget Henrik, siger Mogens Laustsen, der er salgsdirektør, stifter og medejer af Dansk Halbyggeri, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



- Jeg vil ikke uddybe det yderligere, men der er ingen dramatik i det. Det er jo ligesom en skilsmisse. En gang imellem må man gøre status og se, hvad der er bedst for forretningen.



Mogens Laustsen er derfor indtrådt som både salgsdirektør og administrerende direktør i halbygger-firmaet, og det er ikke planen, at der skal findes en erstatning for Henrik Madsen, lyder det.



Henrik Madsen siger til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at han nu sidder tilbage med en mærkelig fornemmelse.



- Jeg har været i Dansk Halbyggeri siden 1999. Min datter på 18 år sagde forleden til mig, at virksomheden har været mit tredje barn - og endda et meget opmærksomhedskrævende ét af slagsen - og nu har jeg så mistet det, siger han og har ikke lyst til at uddybe situationen yderligere.



Urolige måneder

Fyringen kommer i kølvandet på flere urolige måneder i firmaet, der har eksisteret i 21 år. Dansk Halbyggeri blev nemlig begæret konkurs den 7. januar i år af den daværende adm. direktør, Henrik Madsen. Det skete, da det stod klart, at selskabet havde mistet egenkapitalen og ville løbe tør for likviditet inden for få måneder.



Det gamle Dansk Halbyggeri blev et par uger senere rekonstrueret af ledelsen og konkurrenten HPH Totalbyg A/S, der overtog en del af aktiverne i Dansk Halbyggeri og placerede dem i et datterselskab. De hidtidige ejere af Dansk Halbyggeri, Mogens Laustsen og Henrik Madsen, stod indtil nu fortsat i spidsen for Dansk Halbyggeri.



Mogens Laustsen understreger, at fyringen ikke har noget at gøre med konkursen.



- Strategien er den samme, og der er ikke nogle ændringer der.



Corona gør fremtid uvis

I februar gav Henrik Madsen et interview til Licitationen - Byggeriets Dagblad. Her fortalte den daværende direktør, at det var lykkedes Dansk Halbyggeri at vinde en række af virksomhedens igangsatte projekter retur efter konkursen.



- Vi er ikke back on track, men vi er ikke faldet af toget, lød det 24. februar.



Den nye adm. direktør, Mogens Laustsen, fortæller nu, at man forsætter med at færdiggøre arbejderne, og at der er kommet nye opgaver til i halbyggerens ordrebog siden da.



- Det har været en rigtig positiv proces, og vi oplever gode tilbagemeldinger fra både leverandører, andre samarbejdspartere og kunder, siger han.



Alligevel er fremtiden langt mere sløret i dag, hvor coronapandemien trækker grimme spor verden over.



- Corona vil da få en eller anden effekt. Men så længe vi på forsvarlig vis kan holde byggepladserne i gang og få de fornødne leverancer, så kan vi også holde aktiviteten i gang, siger Mogens Laustsen, der fortæller, at virksomheden i øjeblikket kører på "nogenlunde normalt blus".



Coronaen har dog allerede for nuværende sat en stopper for nyansættelser.



- Hvis du havde spurgt mig inden krisen, havde jeg sagt, at vi havde en forventning om at ansætte. Men lige nu er det ikke planen at ansætte nye medarbejdere.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.172