Albertslund Kommune har annulleret udbuddet af totalentreprisekontrakten på etape 3 af Plejecentret Albertshøj i Albertslund Centrum.
Der er tale om en udvidelse af det eksisterende plejecenter med butikker, ældreboliger og demensvenlige plejeboliger med tilhørende servicearealer til en anslået entrepriseværdi på 105 mio. kr.
Annulleringen hænger sammen med B. Nygaard Sørensens konkurs. Entreprenøren var nemlig udpeget som den vindende tilbudsgiver, men inden kontraktindgåelse blev virksomheden taget under konkursbehandling.
Hos kommunen er man ærgerlige over annulleringen.
- Det er vi ærgerlige over. Det har betydning for tidsplanen og omkostningerne for byggeriet, siger Elisabeth Wolstrup, direktør for by, kultur, miljø og beskæftigelse i Albertslund Kommune, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Vurderingen er, at annulleringen kommer til forsinke projektet med 6-9 måneder, fortæller hun.
Planen er genudbud i april
Forventningen er, at totalentreprisekontrakten vil blive genudbudt i medio april.
- Sagen skal behandles politisk i Albertslund Kommune den 16. april, siger Elisabeth Wolstrup og fortæller, at kommunen vil trække erfaringer fra forhandlingsforløbet i det nu annullerede udbud med sig i det videre forløb.
Foruden team B. Nygaard Sørensen var to yderligere i spil her.
B. Nygaard Sørensen vandt sammen med tegnestuen entasis og ingeniørfirmaet SlothMøller.
I tildelingen talte kvalitet i løsning og materialer 45 pct., organisation og proces 15 pct. og pris vægtede med 40 pct.
BNS-konkurs annullerer udbud på plejecenter
Genudbud ventes i medio april, men sagen skal først politisk behandles i Albertslund Kommune