5E Byg går fra syv til ni ejere. Udvidelsen af ejerkredsen er en del af det glidende generationsskifte, som blev sat i gang, da de frem grundlæggere to yderligere to ejere ind ved indgangen til 2019.
- Vi ser gerne, at de, der har løftet firmaet, også er en del af fremtiden i firmaet. Vi har oplevet en voldsom vækst i de sidste par år, og det ville ikke være muligt uden dygtige medarbejdere. Så det er også en måde at belønne og fastholde dem på, siger Per Jørgensen.
Som administrerende direktør er han en del af firmaets daglige ledelse sammen med Torben Nielsen. De tre øvrige grundlæggere er Kresten Andreasen, Morten Vibæk og Allan Østergaard Sellebjerg, der alle varetager ledende roller i 5E Byg.
- Vi er ikke helt nye længere og skal også tænke på fremtiden. Jeg bliver 62 år, og Nielsen er tæt på de 60 år (Torben Nielsen, red.) Så selv om vi stadig har mange gode år i os, så mærker vi også, at der sker meget i byggeriet, hvor stadig mere bliver digitaliseret. Det ved andre mere om, end vi gør, understreger Per Jørgensen.
Flere medejere
Han ser principielt ingen øvre grænse for antallet af medejere i virksomheden efter den seneste udvidelse fra syv til ni af slagsen.
- Men man kan jo heller ikke ende med, at alle er chefer. Der skal jo også laves noget på byggepladsen, siger direktøren, som også peger på regler for alt fra aktieopkøb, udbytte og beskatning som snubletråde for en fortsat udvidelse af ejerkredsen.
- Ni medejere er den rigtige løsning her og nu. Men det stopper ikke nødvendigvis ved det, slutter Per Jørgensen.
Fynsk entreprenør iværksætter glidende generationsskifte
5E Byg udvider ejerkredsen, så ni medarbejdere nu har aktier i den succesfulde entreprenørvirksomhed