Coronakrisen trækker blodige spor på landets byggepladser. Alene inden for den seneste uge har 900 flere bygningsarbejdere meldt sig ledige i a-kassen, oplyser 3F Byggegruppen, der har knap 60.000 medlemmer.
Den 9. marts var der 3.516 arbejdsløse medlemmer af 3F Byggegruppen. Det tal er nu steget til omkring 4.400 svarende til en vækst på 25 pct.
På denne tid af året er udsvinget normalt under 100, oplyser fagforbundet, hvis medlemmer omfatter alt fra jord- og betonarbejdere, murere, snedkere og tømrere til glarmestre, asfaltarbejdere, brolæggere og stilladsarbejdere.
Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen, peger på coronakrisen som årsag til den voldsomme stigning i byggeledigheden.
Opsigelsesvarsel bortfalder
Han fremhæver, at trepartsaftalen, som blev indgået mellem regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne den 15. marts, giver mulighed for, at medarbejdere kan hjemsendes med lønkompensation fra staten.
Trepartsaftalen finder dog ifølge formanden kun begrænset anvendelse inden for byggeriet, fordi arbejdsgiverne i stedet hjemsender efter en aftale, som Dansk Byggeri og 3F har indgået.
Ledighed eksploderer i byggeriet
Coronakrisen har sendt arbejdsløsheden i byggeriet på himmelflugt. 900 flere bygningsarbejdere har meldt sig ledige i a-kassen inden for den seneste uge - normalt for tiden er det tal under 100