REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Renovering og klimasikring af skolegård
Frederiksberg Kommunalbestyrelse har frigivet 2 mio. kr. til renovering og klimasikring af skolegården på Skolen ved Bülowsvej.
I projektet er indarbejdet tiltag til håndtering af regnvand, medfinansieret af Frederiksberg Forsyning med 1,8 mio kr. fra rammebevillingen til skybrudsprojekter.
Skolegården fremstår i dag med slidt belægning og uden andre aktiviteter end det eksisterende boldbur. I skolegården er desuden en række skure som bruges til cykelskur, depot, affaldsskur og værksted.
Planen er, at skolegården skal begrønnes, at skolebygningen skal klimasikres, og at der skal etableres nye skure med plads til forskellige skoleaktiviteter. Det foreslås, at de nye skure opføres i genbrugsmaterialer.
Skurprojektet opføres først og vil blive tildelt i en totalentreprise, med egen tidsplan, som underhåndsbud.
Det efterfølgende skolegårdsprojekt bliver udbudt som hovedentreprise i indbudt licitation, hvor fem firmaer vil blive indbudt.
Anlægsstarten er sat til primo november, og skolegården skal ifølge de nuværende planer tages brug i maj 2021.
FREDERIKSVÆRK
Asfaltarbejde
Strandvejen mellem Jernbanegade og Staalværksvej i Frederiksværk blev opgravet i 2019, da Halsnæs Forsynings ledninger skulle udskiftes. Og nu forestår en asfaltering af strækningen.
Da Strandvejen er en større lokalvej, og samtidig en vigtig cykelrute, har administrationen undersøgt mulighederne for at etablere mere trygge og sikre forhold på Strandvejen i samme ombæring.
Halsnæs Byråd havde sagen på dagsordenen forleden, hvor der skulle prioriteres mellem to foreslåede trafiksaneringsprojekter.
På grund af den ekstraordinære situation vi befinder os som følge af coronasmitten i samfundet blev mødet imidlertid udsat og borgmesteren bemyndiget til at træffe afgørelsen.
Borgmesteren besluttede, som anbefalet af Udvalget for Miljø og Plan og Økonomiudvalget, at der gennemføres en trafiksanering, som omfatter etablering af delt sti, bump og indsnævringer. Prisoverslaget for gennemførelse af projetket lyder på 3 mio. kr.
GLOSTRUP
Etablering af fortov
Glostrup Kommunalbestyrelse har godkendt, at der etableres 130 meter fortov langs Egeskoven som en forlængelse af den igangværende byggemodning af Cirkusgrunden.
Det vil koste cirka 165.000 kr. at etablere fortov på de 130 meter mellem Bystiens fortov og Skovslettens fortov, der er uden fortov i dag. Det er muligt at indeholde dette arbejde indenfor den allerede godkendte anlægsbevilling til byggemodning af Cirkusgrunden, og det vil derfor ikke være nødvendigt at bevilge yderligere midler til projektet.
GLOSTRUP
Modernisering af vejbelysning
Administrationen I Glostrup Kommune har i samarbejde med Ørsted udarbejdet et forslag til modernisering af vejbelysningen, som var på Glostrup Kommunalbestyrelses dagsorden for nylig. Her blev det godkendt, at der træffes beslutning om udskiftning af lyskilder til LED i vejbelysningen og finansiering heraf i forbindelse med budgetproces 2021 og overslagsårene.
Kommunen har i dag cirka 5.000 gadelamper, hvoraf cirka 2.000 allerede er udskiftet til LED-lyskilder eller indgår i udskiftning til LED i anden sammenhæng som for eksempel på Ring 3 i forbindelse med Letbane-projektet.
Ørsted har beregnet, at en modernisering af de resterende cirka 3.000 gadelamper ved udskiftning til LED vil koste 9,5 mio. kr. og vil medføre en årlig besparelse på cirka 1,13 mio. kr. til el, drift og vedligeholdelse.
Moderniseringen af gadelamperne vil ifølge forslaget ske, ved at indholdet i godt to tredjedele af armaturerne udskiftes med nye LED-indsatse, mens de resterende armaturer udskiftes i deres helhed.
REGION SYDDANMARK
BILLUND
Fjernelse af opstemning
Billund Kommune har som led i gennemførelsen af statens vandområdeplanprojekter ansøgt Fiskeristyrelsen om tilskud og modtaget bevilling til en række projekter. Der er blandt andet modtaget et tilskud på 1.470.833,67 kr. til etablering af passage ved Filskov Dambrug.
Projektet, der skal være gennemført senest 22. december, omfatter fjernelse af en opstemning, hvilket vil sikre fri passage til 83,4 km opstrømsliggende vandløbsstrækninger.
BILLUND
Gensnoning af vandløb
Billund Kommune har som led i gennemførelsen af statens vandområdeplanprojekter ansøgt Fiskeristyrelsen om tilskud og modtaget bevilling til en række projekter.
Det gælder blandt andet en forundersøgelse med henblik på gensnoning af Plougslund Bæk syd for Billund. Forundersøgelsen skal være færdig i år og inden Billund Kommune kan søge om tilsagn til en realisering af projektet. Fiskeristyrelsen har givet et tilskud på 286.450.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter på Frederiksberg, i Frederiksværk, Glostrup og Billund