Der er brug for friske øjne på arkitektbranchen. Det mener stiftende partner og arkitekt Flemming Frost, Juul/Frost Arkitekter, der ikke kun lader det blive ved snakken.
- Vi er i fuld gang med en proces, der skal sikre, at vi får frisk blod og nye øjne på det, vi foretager os, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Derfor har tegnestuen lagt en strategi om at satse mere på de unge.
- Vi har lige ansat tre unge arkitekter med mellem 0 til 2 års erfaring. Det har været en positivt oplevelse, og det er helt klart de energier, vi har brug for herinde, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Analytiske evner
Om det bliver en del af generationsskiftet ved jeg ikke, men det er en fornyelse, som er tiltrængt, og jeg er imponeret over det faglige niveau de kommer med. Og det gælder både digitale kompetencer og nok så vigtigt også mere analytiske evner, som er virkelig gode, siger Flemming Frost, der tilføjer, at fordelene for både kandidaterne og virksomhederne kan være store.
- Med en større kontinuitet og følelse af tilhørsforhold kan begge parter udvikle bedre projekter. Men fordelene kan forsvinde i løbet af år, hvis tegnestuerne ikke også tilrettelægger et set up, der kan fastholde og udbygge den udvikling, siger Flemming Frost til Licitationen.
Løn spiller også ind
På spørgsmålet om, hvorvidt en lavere løn til de nyuddannede også spiller ind, siger:
- Det spiller også ind. Det vil være noget sludder at sige andet, men der er mange måder at gøre det op på, ikke mindst kvalitativt. Vi har for eksempel ikke brugt praktikordninger, hvor vi har haft otte mennesker siddende i kort tid til næsten ingen løn. Det er meget kortsigtet. Med vores model har vi mulighed for at påvirke i et langt forløb og få langt mere ud af de unges kundskaber, pointerer han.
En grundig proces
Også Erik Arkitekter har, som Licitationen beskrev forleden, lagt ekstra kræfter i de ansøgningsrunder, der har været afholdt, og som har haft særligt fokus på unge ansøgere.
Virksomheden fik for nylig 300 ansøgere, og efter en grundig proces og 10 til samtale, kunne tegnestuen ansætte fire arkitekter og fire konstruktører, der, med arkitekt og partner Bo Jeppsens ord, "er nogle af de bedste blandt de unge fremadstormende arkitekter".
- Dem havde vi ikke fået fat i, hvis vi ikke havde lagt en strategi om, at det var den vej, vi ville.
Sikre sig talent
Hos arkitektvirksomheden C. F. Møller er taktikken i talentjagten dog stadig mere bredspektret.
Arkitekt og partner Julian Weyer siger til Licitationen, at tegnestuen altid har interesseret sig for nye talenter og at de folk, firmaet har haft i praktik, også senere har opnået fastansættelser, netop fordi de har gjort en god figur i praktikperioden.
- Selvfølgelig var der kriseperioder, for eksempel efter finanskrisen, hvor vi padlede og ikke kunne tage så mange nye talenter ind, men generelt er det noget vi løbende gør. Vi vil gerne have diversitet; det er det, vi lever af, blandt andet diskussionerne også internt på tegnestuen, siger han.
Julian Weyer påpeger, at også mund-til-øre metoden stadig er god: - At folk, der har været her, anbefaler os til andre, og fortæller, at der hos os er mulighed for at arbejde med spændende projekter. Det er nemlig projektmulighederne, der er omdrejningspunktet for rigtig mange, siger han.
Øjnene på bolden
Heller ikke Jonas Sangberg, arkitekt og stiftende partner hos Sangberg Arkitekter, er i tvivl om, at frisk blod på tegnestuerne er afgørende for udvikling.
- Men lige nu har vi ikke planer om at udvide. Faktisk måtte vi afskedige nogle folk for ikke så længe siden, på grund af et projekt, der gik skævt. Så lige nu holder vi øjnene på bolden. Mulighederne for at ansætte, og især ansætte nogle, hvor man tager en chance, er jo meget projekt- og konjunkturbestemte, siger han.
Arkitekter ansætter flere nyuddannede
En strategi om at satse på unge talenter i fastansættelser breder sig. Det er bedre end kortsigtede praktikperioder, siger mellemstore tegnestuer