REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Istandsættelse
Klub Tempeltræet på Frederiksberg flytter til ny bygning på J.M.Thieles vej. I den forbindelse skal villaen på Bülowsvej overdrages til Skolen på Grundtvigsvej, som udvider skolens klub. Villaen skal således fortsat bruges til Klub, nu til klub "Kometen".
Frederiksberg Kommunalbestyrelse frigav forleden 1,8 mio. kr. til istandsættelse af villaen inden den indtages af nye børn. Der bliver primært tale om maling af vægge og træværk.
GLOSTRUP
Daginstitution
Glostrup Kommunalbestyrelse godkendte 15. januar 2020 en udbygningsskitse for et samlet nyt område omkring Christiansvej/Eriksvej.
Udbygningsskitsen sætter rammen for en udvikling af området med en daginstitution, nye boliger og et regnvandsbassin. Den udarbejdede skitse viser en samlet udvikling af området, hvor vejsløjfen ved Engtoftevej kan anvendes til regnvandsbassin med parkeringshus og bebyggelse ovenpå. Skitsen giver mulighed for, at den eksisterende parkeringsplads ved Glostrup Fritidscenter kan sløjfes og indrettes til en central og samlende park/rekreativt område med regnvandsbassin og i forbindelse med en styrkelse af Fritidscenteret måske også udendørssport. I randen langs Eriksvej viser skitsen en ny daginstitution og langs Sydvestvej et større antal boliger i halvkarréer i højderne tre-seks etager.
Udbygningen vil skulle udføres i forskellige etaper, hvor første etape består af etablering af en ny daginstitution på Eriksvej. Glostrup Kommunalbestyrelse godkendte på sit seneste møde, at der udarbejdes lokalplan for at bane vej for dagsinstitutionsbyggeriet.
Daginstitutionen foreslås indrettet til 160 børn med tilhørende udearealer. Der foreslås en bebyggelse på op til 1.600 kvm. De nødvendige udefaciliteter i form af liggehaller, parkering, affaldshåndtering, skure, belægninger m.m. vil ligeledes udgøre cirka 1.600 kvm.
GLOSTRUP
Dagligvarebutik
Glostrup Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til Lokalplan HL13.2 for en dagligvarebutik på hjørnet af Fraligsvej og Granskoven og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg. Planforlagene fremlægges herefter i offentlig høring i otte uger.
Det nye plangrundlag skal gøre det muligt at etablere en dagligvarebutik på 1.200 kvm i lokalcentret i Hvissinge, hvor der er behov for en lokal dagligvareforsyning.
Selv om det eksisterende plangrundlag giver mulighed for at indrette butikker i de eksisterende bygninger i Hvissinge lokalcenter, har det ikke været aktuelt for lodsejere eller dagligvarekæder. Glostrup Kommune formoder, at det skyldes, at de eksisterende forhold og planmæssige rammer i området ikke lever op til de nutidige krav til synlighed, størrelse, indretning og varelevering, som moderne dagligvarekæder har behov for, når de skal etablere en rentabel forretning.
Den udfordring søger Lokalplan HL13.2 at imødekomme.
REGION SJÆLLAND
BLANGSLEV
Ombygning til skoleformål
Næstved Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 072 for privatskole i Blangslev og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg. Planforslagene, der nu sendes i ni ugers høring, skal gøre det muligt at indrette en privatskole med plads til op til 154 elever på den tidligere landbrugsejendom på Blangslevvej 6. Boligen i hovedbygningen bevares.
REGION MIDTJYLLAND
BALLE
Varmepumper og biokedler
Trustrup-Lyngby Varmeværk har bedt Norddjurs Kommune stille kommunegaranti på 2 mio. kr., der skal bruges i forbindelse med varmeværkets overtagelse af ledningsnet fra NRGi Lokalvarme i forsyningsområdet Balle-Hoed-Glatved samt til etablering af varmepumper og biokedler.
Norddjurs Kommunalbestyrelse besluttede forleden at imødekomme ansøgningen.
I forbindelse med overtagelsen af varmeforsyningsområdet Balle-Hoed-Glatved ønskes der etableret nye luft-vand varmepumper samt biomassekedel i byens eksisterende forsyningsområde som erstatning for det eksisterende anlæg, der er teknisk udtjent.
Selve anlægget ligger i Syddjurs Kommune, og projektet er godkendt af byrådet i Syddjurs Kommune. Syddjurs Kommune har allerede stillet garanti på 9,6 mio. kr.
ØRUM
Skole
Norddjurs Kommunalbestyrelse har vedtaget lokalplan 095-707 for et område til offentlige formål i Ørum endeligt.
Lokalplanen gør det muligt at etablere friskole inden for et område udlagt til offentlige formål som ønsket af Min Friskole.
Friskolen forventes at starte med 100 børn fra 0.-7. klasse til august. Skolen ønsker at etablere sig på en del af matrikel 5am, Ørum By, nordøst for nuværende Ørum Skole. Arealet er cirka 2,36 hektar og ønskes anvendt til skolebygning, parkering, legeplads og beplantning.
AUNING
Renovering af tagflader
Norddjurs Kommunalbestyrelse har frigivet 5 mio. kr. til renovering af tagflader på Auning skole.
Tagkonstruktionen er etableret som flade tagflader og udgør i alt cirka 3.500 kvm.
Tagrenoveringen foreslås udført i fire etaper, hvor der samtidig efterisoleres som en energiforbedring.
Arbejderne udbydes i offentlig licitation og i hovedentreprise med laveste pris som tildelingskriterium.
Kommunalbestyrelsen har bemyndiget forvaltningen til at indgå kontrakt med den billigst bydende entreprenør.
REGION NORDJYLLAND
NYKØBING MORS
Butikker og boliger
Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune anbefaler overfor kommunalbestyrelsen, forslag til Lokalplan 17.140 Centerformål Dueholm og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg vedtages og udsendes i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanens formål er at give mulighed for at omdanne området i Nykøbings centrum til centerområde i form af dagligvarebutik, serviceerhverv som for eksempel restaurant og cafe, liberale erhverv, boliger samt parkering.
Ved realisering af lokalplanens byggemuligheder, er det en forudsætning, at eksisterende bebyggelse nedrives og eksisterende vejstruktur ændres.
I lokalplanområdet udlægges mod vest et byggefelt A til detailhandel, mod nord et byggefelt B til boligbebyggelse i form af tæt-lave boliger i op til to etager, og mod øst og syd-øst udlægges i forlængelse af hinanden to byggefelter - C og D - til boligbebyggelse i form af etageboliger samt liberale erhverv. Der må maksimalt opføres et samlet boligetageareal på 2.800 kvm.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter på Frederiksberg, i Glostrup, Blangslev, Balle, Ørum, Auning, Stouby og Nykøbing Mors