REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Udbygning af institution
Aalborg Byråd har godkendt Lokalplan 3-2-109 Institution, Forchhammersvej 13-15, Hobrovejkvarteret endeligt.
Kirkens Korshærs Herberg på Forchhammersvej ønsker at ombygge og udvide deres nuværende faciliteter for at opnå bedre plads, og generelt opgradere deres faciliteter til nutidige behov, og det er der med lokalplanvedtagelsen nu banet vej for.
Herberget består i dag af to længebygninger i halvanden etage, og udvidelsen består af en bygning mellem disse to længer. Herberget skal ikke huse flere, men det bliver med udbygningen muligt at tilbyde beboerne enkeltværelser.
REGION MIDTJYLLAND
SAMSØ
Pavilloner
Skoleledelsen ved Samsø skole har henvendt sig til Samsø Kommune med et ønske om at få opstillet midlertidige pavilloner begrundet i et akut pladsbehov.
Samsø skole skal bygges om og ud, og projektleder for skolebyggeriet foreslår en pavillon på cirka 200 kvm, som kan rumme to klasserum på cirka 60 kvm, to grupperum på cirka 15 kvm, to toiletter og en garderobe. Skolen tænker også at benytte pavillonen til genhusning under byggeriets udførelse. Det fremgår af sagsfremstillingen i referatet fra seneste møde i kommunalbestyrelsen, hvor forvaltningen fik bemyndigelse til at udarbejde et udbud med tanke på at opstille pavillonen snarest og leje den indtil skolebyggeriets afslutning.
REGION SYDDANMARK
BILLUND
Renoveringsarbejder
Bovia har på vegne af Billund Boligforening afdeling 7 anmodet Billund Kommune om godkendelse af finansiering og huslejeforhøjelse samt garantistillelse for renovering af forsyningsrør og kloak. Billund Byråd godkendte det ansøgte på sit seneste møde.
Renoveringen omfatter udskiftning af vandrør, fjernvarmerør, spildevandsrør og elkabler. Dertil komme separering af regnvand og spildevand, installering af varmeveksler i de enkelte boliger og udskiftning af belægninger på stier.
REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY
Udvikling af Sportsbyen
Brøndby Kommunalbestyrelse har godkendt vision, fokusområder og målsætninger for udviklingsplan for Sportsbyen i Brøndby samt en foranalyse med anbefalinger til udviklingsplanen.
Visionen er, at Sportsbyen skal udvikles som Danmarks førende idrætsklynge drevet af et unikt samarbejde og netværk, der skaber innovation og synergi. Arkitektur og faciliteter skal bidrage til at skabe identitet og helhed og invitere til bevægelse og samarbejde, og byrum og landskab skal bidrage til at skabe en attraktiv og oplevelsesrig bydel med grønne forbindelser.
Et forslag til udviklingsplan forventes forelagt til politisk godkendelse medio 2020.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Aalborg, på Samsø, i Billund og i Brøndby