23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Taastrup-entreprenør kæmper med indtjeningen

Nedskrivninger på jyske projekter trak ned i overskuddet hos Aarsleff-selskabet Wicotec Kirkebjerg

Jylland blev sidste år et dyrt bekendtskab for Taastrup-entreprenøren Wicotec Kirkebjerg A/S, som er en del af Aarsleff-koncernen.



Det fortæller teknikentreprenørens adm. direktør Brian Ludvigsen i en kommentar til regnskabsåret 2018/19, hvor der var pæn vækst på toplinjen, mens overskuddet til gengæld dykkede markant.



- Vi har lidt udfordringer med vores forretning i det jyske, som desværre har medført nogle nedskrivninger i løbet af året. Og så har vi haft nogle proces- og proceduremæssige ting, som vi også har været nødt til at shape up på, siger Brian Ludvigsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



Han tilføjer, at nedskrivningerne sket i kølvandet på en ekstraordinær gennemgang af projektporteføljen.



Omsætningen hos Wicotec Kirkebjerg voksede i 2018/19 til 1,58 mia. kr. fra 1,47 mia. kr. året før. Resultatet før skat faldt derimod til 4 mio. kr. fra 24 mio. kr. i 2017/18, hvilket svarer til en overskudsgrad på 0,1 pct. Det falder ikke i god jord hos ledelsen, der betegner resultatet som værende ’ikke tilfredsstillende’.



Høj aktivitet

Aktiviteten hos Wicotec Kirkebjerg har ellers været høj i årets løb - både hvad angår store entrepriser, men også inden for fjernvarme, anlæg og service, fremgår det af regnskabet.



De største projekter blev udført i samarbejde med moderkoncernen, hvor Wicotec Kirkebjerg varetager alle de tekniske installationer fra projektering over produktion, installation, test og kommissionering til aflevering til slutkunden.



Wicotec Kirkebjerg, som hører til blandt landets største installatører, droslede i løbet af året også ned på antallet af medarbejdere, der faldt til 940 fra 1.018 året før.



Der er dog lys forude i det indeværende regnskabsår, hvor ledelsen forventer en omsætning på omkring 1,6 mia. kr. og en overskudsgrad (EBIT-margin) i niveauet 1-2 pct.



Wicotec Kirkebjergs ordrebeholdningen ved indgangen til det nye regnskabsår ligger på et fornuftigt niveau og har på grund af projekternes karakter og størrelse en tidshorisont, der rækker ind i det kommende regnskabsår, oplyser ledelsen.



- Der er stadig et højt aktivitetsniveau og mange spændende projekter og kundeforhold, som efterspørger vores ydelser og kompetencer, siger Brian Ludvigsen.



Virksomheden vil i det nye regnskabsår fokusere på at færdiggøre og implementere strategiplan 2022. Strategien handler overordnet om at løfte indtjeningen, styrke organisationen og udvikle forretningen, fremgår det.



Voldgiftssag

Wicotec Kirkebjerg er involveret i en voldgiftssag omhandlende den skandaleramte Niels Bohr-bygning i København, hvor firmaet Pro Ventilation har været underentreprenør på ventilationsentreprisen for Wicotec Kirkebjerg.



Pro Ventilation hævder at have et større millionbeløb til gode og stoppede sine aktiviteter i efteråret 2019. Men Wicotec Kirkebjergs direktør ønsker ikke at kommentere sagen, hvor Vejdirektoratet i 2018 overtog bygherreansvaret på projektet fra Bygningsstyrelsen.



- Der kører en proces omkring det. Vi ved ikke, hvordan det ender, men det er regnskabsmæssigt håndteret, siger Brian Ludvigsen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.145