Aarsleff-selskabet Petri & Haugsted A/S graver sig frem og tjener nu for alvor penge igen på arbejdet under jorden.
Kabel- og ledningsentreprenøren, der har domicil i Rødovre ved København, leverer nemlig sit bedste resultat i over 10 år i det nye regnskab for 2018/19 efter en årrække med skiftevis røde og sorte tal på bundlinjen.
Årets resultat lyder på 15,1 mio. kroner mod 6,5 mio. kroner i 2017/2018.
- Det er et regnskab, som vi er rigtige glade for. Det har altid været et mål for os at ende her, hvor vi også har en overskudsgrad på 5 pct., så det er rigtig godt, siger Jacob Thor Hansen, der er adm. direktør for Petri & Haugsted, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Af ledelsesberetningen fremgår det, at årets resultat og omsætningensniveauet "er bedre end forventet". Omsætningen er steget fra 284,2 mio. kroner i 2017/18 til 301,8 mio. kroner i det seneste regnskabsår.
Forretningen skåret til
I regnskabsåret 2016/17 gennemgik selskabet "en omfattende effektivisering", og det er blandt andet på grund af de interne ændringer, at bundlinjen og indtjeningsgraden er vokset markant.
- Regnskabet er et resultat af den effektivisering og omstrukturering, vi har lavet i selskabet, samt et forøget aktivitetsniveau på vores kerneområder. For tre år siden gennemgik vi alle vores interne processer, og vi fik skåret vores forretning til. Det betyder, at vi har tilpasset vores forretning til vores kerne, siger Jacob Thor Hansen og uddyber:
- Vi har digitaliseret vores administrative processer, vi har outsourcet nogle ting, og vi har kigget på vores forretning. Vi har besluttet, at vi skal fokusere på det, der giver værdi, nemlig især kabel- og ledningsarbejdet, og det bærer frugt nu.
Samtidig har Petri & Haugsted haft fokus på kapacitetsomkostninger og på "overflødige støttefunktioner".
- Man kan sige, at vi har tilpasset forretningen og trimmet virksomheden for at være sikker på at generere en bedre bundlinje. Det har været en benhård periode, så nu er det rart at se, her i bagklogskabens lys, at det var det rigtige at gøre, siger Jacob Thor Hansen.
Udrulning af fibernet
Petri & Haugsted opdeler forretningen i to overordnede områder: kabel- og ledningsaktiviteter samt anlægs- og belægningsaktiviteter, hvoraf førstnævnte er det største forretningsområde.
Her har entreprenørfirmaet oplevet et højt aktivitetsniveau i regnskabsåret, og det har ligeledes været med til at smitte af på både omsætning og bundlinje.
- Kabel- og ledningsarbejdet er klart vores hovedaktivitet. Vi har gennem de seneste år oplevet stigende arbejde og aktivitet på området. Både TDC og mange andre el-selskaber har skruet op for deres investeringer i fibernettet, siger Jacob Thor Hansen og tilføjer:
- Vi dækker Sjælland med Petri & Haugsted, og det er også her, en stor del af indsatsen rammer. Så det nyder vi godt af.
For det kommende år forventer direktøren en tilsvarende aktivitet, og derfor er forventningerne til det indeværende regnskabsår også høje.
- Vi er på rette vej nu, og jeg forventer nogenlunde samme resultat næste år, siger Jacob Thor Hansen og tilføjer, at de første måneder i det nye regnskabsår har levet op til forventningerne.
- Vi har haft en god vinter, fordi den ikke har været så kold, og det har givet noget ekstra arbejde.
Corona kan spille ind
Alligevel understreger direktøren, at det er svært at spå om fremtiden - især i disse virus-tider.
- Det er svært at spå om, hvordan coronavirussen rammer vores branche. Det går stærkt lige nu, så man sidder da i en stille stund og tænker lidt over, hvordan det kan ramme vores og vores kunders forretning. Det er vi jo meget afhængige af, så vi følger meget med fortiden.
Samtidig bevæger kabelmarkedet herhjemme sig meget netop nu.
- Vi har selvfølgelig nogle rammeaftaler, som fortsætter nogle år endnu, og så er vi lige nu i gang med at forlænge og lave nye aftaler med andre. Men vi kigger meget på markedet, for der er pres på mandskabsdelen i øjeblikket, siger direktøren og tilføjer:
- En af de ting, der kan udfordre os fremadrettet, er, hvis vi ikke kan få kvalificeret arbejdskraft. Jeg kan godt frygte, at der kommer en flaskehals på grund af det.
Hos Petri & Haugsted har man dog ikke intentioner om at ansætte nye medarbejdere lige fortiden.
- Vi er tilfredse med der, hvor vi er, både i forhold til størrelse og medarbejderstab, siger Jacob Thor Hansen.
Kabelopgaver mere end fordobler bundlinjen hos Aarsleff-entreprenør
Petri & Haugsted A/S stormer frem og øger indtjeningen markant som følge af en omfattende omstrukturering af virksomheden og udrulning af fibernet på Sjælland