For CG Jensen er den grønne omstilling ikke bare fine skåltaler og luftkasteller. Ejerne af entreprenørfirmaet med hovedkontor i Glostrup uden for København er klar til at ofre en del af virksomhedens overskud, for at den kan blive mere klimavenlig. Det fastslår CG Jensens adm. direktør Michael S. Larsen over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Der er ingen tvivl om, at vores aktionærer er villige til at give køb på noget af deres overskud i håb om at kunne gøre en forskel. Men vi har da også en forventning om, at det på den lange bane vil kunne lønne sig, siger han.
Medarbejderne - herunder topchefen - ejer tilsammen 49 pct. af CG Jensen. Hovedaktionær i virksomheden er rigmanden Jens Hørby Jensen, hvis holdingselskab afsluttede 2018 med en egenkapital på 490 mio. kr.
- Jeg tror, at alle vores 105 aktionærer vil sige det samstemmende - og jeg er selv en af dem, så jeg kan sige det med en vis overbevisning - at jeg er villig til at investere i min søns fremtid, siger Michael S. Larsen og fortsætter:
- Og vores hovedaktionær er om nogen en ’klimatosse’. Han har proklameret et mål om, at i 2029 - altså et år før alle andre ’klimatosser’ i verden - der er han CO2-neutral. Det har han meldt offentligt ud på LinkedIn og alle mulige andre steder, så vi har lagt tryk på os selv ved at gå ud og sige det offentligt. Det er ikke bare noget, vi sidder og siger til hinanden.
CG Jensen har endnu ikke aflagt regnskab for 2019, men året før omsatte virksomheden for godt 1,6 mia. kr. med et resultat før skat på 100 mio. kr. Overskudsgraden lå på 6,3 pct.
Hvor meget af overskuddet aktionærerne er villige til at betale for diverse klimatiltag, har man dog ikke taget stilling til.
- Der er selvfølgelig nogle rent forretningsmæssige hensyn, jeg skal tage som ansvarlig virksomhedsleder. Men hvis de store bygherrer fortæller os, at den der har det bedste klimaregnskab får jobbet, og hvis jeg ved at købe en el-maskine - selv om den koster fire gange så meget som en almindelig maskine - faktisk får et point ekstra og dermed har mulighed for at vinde opgaven, så er der skabt et incitament.
- Men det er klart, at når der ikke er noget klimaregnskab, og det stadig er laveste pris, der vinder, så bliver det svært at skabe forandring, siger Michael S. Larsen.
Indtil videre har CG Jensen blandt andet installeret solceller, varmepumper og LED-belysning med tænd-sluk ure på byggepladserne, ligesom virksomheden arbejder med genbrug af træ. Og der kan sagtens gøres meget mere, mener direktøren.
- Klimaområdet er relativt nyt for os. Det at jeg har været med i det her klimapartnerskab har virkelig været en øjenåbner. Og der er ingen tvivl om, at fremadrettet vil vi arbejde med det her på en helt anden måde, end vi har gjort tidligere, siger Michael S. Larsen.
Han oplyser, at der nu er nedsat en arbejdsgruppe i virksomheden, som skal drøfte, hvordan man kommer videre med de grønne tiltag.
- Vi har også været inde og analysere vores vognpark og fundet ud af, at halvdelen af vores maskiner i dag kunne konverteres til biodiesel. Men den anden halvdel kan så ikke. Det betyder, at i stedet for at have én, så skal vi have to olietanke, så der er noget logistik i det. Men det kan sagtens lade sig gøre, så hvorfor ikke implementere det. Det koster selvfølgelig noget ekstra, men det vil vi gerne ofre, siger Michael S. Larsen.
CG Jensen klar til at ofre overskud for bæredygtighed
Aktionærerne er villige til at investere i den grønne omstilling - også selv om det koster på bundlinjen, siger topchef