REGION SYDDDANMARK
SØNDERBORG
Kunststofbane
Sønderborg Byråd har sagt ja til at anlægsbevilge 4,5 mio. kr. til etablering af en kunststofbane på Ringriderpladsen. Det er endnu uvist, hvornår anlæggelsen af kunststofbanen kan sættes i gang.
VESTER SOTTRUP
Boligområde
Sønderborg Byråd har godkendt lokalplan 5.1-3 for et boligområde øst for Lerløkke i Vester Sottrup.
Lokalplanforslaget fastsætter områdets fremtidige anvendelse til boligområde med helårsbeboelse og giver mulighed for etablering af 26-30 byggegrunde til åben-lav bebyggelse samt en enkelt grund til tæt-lav bebyggelse.
REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Vejadgang
Slagelse Byråd har anlægsbevilget 0,7 mio. kr. til etablering af stikvej fra Japanvej i Slagelse og ind på erhvervsområdet for at forbedre salgsmulighederne.
Der skal anlægges cirka 58 meter stikvej i en bredde på ni meter, hvoraf en del udlægges til fortov.
STRØBY EGEDE
Separatkloakering
Vordingborg Kommunalbestyrelse har vedtaget tillæg 9 og tillæg 10 til spildevandsplanen endeligt.
Tillæggene udpeger en ændret etapeopdeling for en del af separatkloakeringen af Strøby Egede, samt udlægger et område til etablering af yderligere regnvandsbassinkapacitet i Solgårdsparken, Nimgården og Strandroseparken. Udførelsen af separatkloakeringen i Strøby Egede har for størstedelens vedkommende været udsat. Projekteringen af separatkloakeringen er genoptaget, og det har medført en ændret opdeling af etaper og af hvor separatkloakeringen starter. På den baggrund er de to tillæg udarbejdet.
SØSTRUP
Cykelstier
Holbæk Kommunalbestyrelse har frigivet 3 mio. kr. til Cykelstien Søstrup-Megacenteret og 3 mio. kr. til Cykelstien Skamstrup-Mørkøv-Stigs Bjergby.
Pengene skal blandt andet finansiere den videre projektering af stierne, udarbejdelse af udbudsmateriale, afholdelse af licitation samt en del af anlægsarbejdet.
Cykelstierne, som bliver en kombination af enkeltrettet og dobbeltrettede stier, skal være anlagt inden udgangen af 2021.
I november 2019 blev der frigivet midler til at udarbejde et dispositionsforslag til stierne, og dette arbejde er i fuld gang. Dispositionsforslagene ventes klar til politisk behandling i løbet af dette forår.
Kommunalbestyrelsen besluttede på samme møde at cykelstien fra Nr. Vallenderød til Ugerløse skal færdiggøres, med udførelse af den udskudte strækning fra bytavlen til parkeringspladsen ved den gamle tankstation.
HOLBÆK
Trafiksikring
Holbæk Kommunalbestyrelse har frigivet årets rådighedsbeløb til trafiksikkerhedsforanstaltninger, som er på 8 mio. kr. Pengene skal bruges til at realisere projekter i Trafiksikkerhedsplanen for 2020-2025.
I Trafiksikkerhedsplanen er der udarbejdet en handleplanliste med prioriterede trafikforbedringstiltag, og blandt de projekter, der anbefales udført eller påbegyndt i år er forbedringer af trafiksikkerheden for de bløde trafikanter ved Sofiesminde Allé/Munkholmvej, Absalonsvej og Nybyvej. Desuden vil administrationen højne trafiksikkerheden for alle trafikanter på Kalundborgvej, Roskildevej, Omfartsvej, Eriksholmsvej og Valdemar Sejrsvej, hvor der blandt andet skal gennemføres vigepligt- og signalregulering.
KØNG
Cykelsti
Vordingborg Kommune skal anlægge cykelsti mellem Køng og Bårse, og i den forbindelse traf kommunalbestyrelsen forleden beslutning om at ekspropriation.
Det forventes, at arbejdet med at anlægge cykelstien sendes i udbud i løbet af april, og at anlægsarbejdet derefter kan sættes i gang i maj måned.
Administrationen vil forsøge at indgå frivillige aftaler på ekspropriationslignende vilkår. Typisk vil det være mindre markarealer langs vejen og små arealer i forhaverne, hvor der ligger huse ud til vejen, som er nødvendige at ekspropriere.
Ekspropriationsforretningerne gennemføres ikke, før projektet er fuldt belyst via de modtagne tilbud på opgaven.
REGION HOVEDSTADEN
FREDENSBORG
Fjernvarmeforsyning
Fredensborg Byråd har godkendt et projektforslag for kollektiv fjernvarmeforsyning af Teglsøerne i Nivå.
Det er Sweco, som på vegne af Norfors har fremsendt projektforslaget for kollektiv fjernvarmeforsyning af det nye boligområde, Teglsøerne i Nivå, som MT Højgaard udvikler med 280 boliger og et fælleshus. I alt drejer det sig om 30.600 kvm byggeri.
Området forventes at blive forsynet fra det eksisterende fjernvarmeledningsnet syd for Nivåvej. Den samlede investering udgør 13,7 mio. kr., hvoraf I/S Norfors afholder udgifter til forsyningsledningerne på 3,2 mio. kr. og developer afholder de resterende udgifter på 10,5 mio. kr. til stikledninger, indføringsskabe og kundeinstallationer.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Sønderborg, Vester Sottrup, Slagelse, Strøby Egede, Søstrup, Holbæk, Køng og Fredensborg