En hensættelse på 12 mio. kr. til en længerevarende, grøn servicekontrakt medførte sidste år røde tal på bundlinjen hos anlægsentreprenøren Dan Jord, som er ejet af Aarsleff-koncernen.
Resultatet før skat landede således på minus 7,9 mio. kr., mens omsætningen faldt med 4 mio. kr. til 213,7 mio. kr., fremgår det af årsrapporten 2018/19 fra den Aarhus-baserede virksomhed.
Dan Jord, som beskæftiger sig med traditionel entreprenør-, anlægsgartner- og brolægningsvirksomhed, oplever ifølge regnskabet generel hård konkurrence om opgaverne og lav aktivitet på anlægsområdet i Aarhus og omegn.
Acceptabelt resultat
Det har påvirket både ordretilgang, omsætning og resultatet negativt i regnskabsåret. Men Dan Jords adm. direktør Stef Heykoop betegner alligevel resultatet som acceptabelt
- Det har været et fornuftigt år, hvor omsætningen havnede nogenlunde, hvor vi forventede. Specielt når man tager i betragtning, at vi var nødt til at lave den kedelige hensættelse på 12 mio. kr. og med det marked, vi har nu, hvor der er forholdsvis begrænset aktivitet på anlægsområdet, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han peger på, at Dan Jords resultat uden hensættelsen havde været et plus på 4 mio. kr. eller næsten det dobbelte af året før, hvor overskuddet lød på 2,3 mio. kr. før skat.
Undervurderede opgaven
Hensættelsen blev ifølge direktøren besluttet i forbindelse med afslutningen af regnskabsåret den 30. september sidste år. Her havde kontrakten været i drift i 2,5 år og med yderligere tre år tilbage.
- Det var en undervurdering af opgaven fra vores side. Vi måtte bare erkende, at vi ikke kunne få det til at løbe rundt, selv om vi havde øvet os og optimeret osv. Og eftersom kontrakten varer tre år mere, så regnede vi på tallene og kunne se, at vi var nødt til at hensætte 12 mio. for de kommende tre år, forklarer Stef Heykoop.
Dan Jord har ellers i en årrække været i stand til at holde et højt indtjeningsniveau trods faldende omsætning.Men i 2017/18 knækkede indtjeningskurven. Det forklarede Stef Heykoop sidste år dels med færre opgaver og for mange opgaver, der ikke leverede som ventet. Dels med at graden af tvister er stigende.
Fortsat sløvt anlægsmarked
Når det gælder indeværende regnskabsår 2019/20 forventer direktøren samme aktivitetsniveau som sidste år, ligesom han regner med sorte tal på bundlinjen.
Dan Jord er dog fortsat påvirket af et sløvt anlægsmarked.
- Det vil nok fortsætte med forholdsvis lav aktivitet på anlægsområdet generelt i og med, at der hverken bygges motorveje eller større anlægsopgaver. Og så har kommunerne et anlægsloft, der lægger begrænsninger på. Som anlægsentreprenørvirksomhed er det jo kedeligt, siger Stef Heykoop.
Blandt de større opgaver gennem de senere år er omfartsvejen nord om Grenå, som Dan Jord har gennemført i et konsortium med søsterselskabet Per Aarsleff A/S.
I forlængelse af Aarsleffs aktiviteter inden for byggeri, har Dan Jord desuden haft opgaver på Aarhus Ø, hvor firmaet skal stå for alle udenomsarealer, belægninger mm.
Tilsvarende har Dan Jord siden 2014 haft et fast konsortiearbejde med søsterselskabet Wicotec Kirkebjerg A/S inden for fjernvarmearbejde. Konsortiet gennemfører for øjeblikket et større transmissionsledningsprojekt i Aarhus.
Opkøb
Sidste år udvidede Dan Jord forretningen, da man den 1. april 2019 overtog aktiviteterne inklusive kontrakter og medarbejdere fra Fritz Halvorsen A/S indenfor kabelarbejder.
Efter regnskabsårets afslutning har Dan Jord desuden overtaget det sjællandske selskab HP Tennisanlæg A/S, som er specialiseret i anlæg af tennisbaner og andre sportsanlæg.
Flere opkøb er ifølge Stef Heykoop ikke umiddelbart på tegnebrættet.
- Vi kigger seriøst på de henvendelser, der kommer. Og så tager vi en beslutning derfra, om det passer ind fagligt, kulturelt og geografisk. Men opkøb er ikke et mål i sig selv for os. Det har det aldrig været, og det bliver det aldrig. Vi er en del af en koncern, og vi har fokus på bundlinjen først, lyder det fra Dan Jords direktør, Stef Heykoop.
Aarhus-entreprenør går i rødt efter tab på grøn kontrakt
Aarsleff-selskabet Dan Jord oplever lav aktivitet på anlægsområdet i Aarhus og omegn