23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nyt rekordår hos Aarsleff Rail

Selskabets omsætning rundede milliarden, og bundlinjen fulgte med op

Regnskabsåret 2018/19 blev "særdeles tilfredsstillende" for Aarsleff Rail A/S, som igen kan melde om rekord på top- og bundlinje.



Omsætningen hos Aarsleff-koncernens jernbaneentreprenør voksede således med 10,7 pct. til 1.026 mio. kr., mens resultatet før skat steg med 48 pct. til 70,3 mio. kr.



- Det var det bedste resultat i vores historie, så det kan vi ikke være andet end tilfredse med. Og selv om projektporteføljen hos Banedanmark, som stadig er vores største kunde, var ret mager, da vi gik ind i året, så lykkedes det alligevel at få landet en del opgaver og komme flot hjem, siger Thomas Mollerup, adm. direktør for Aarsleff Rail.



Halvdelen af omsætningen

Banedanmark fylder ifølge direktøren over halvdelen af omsætningen hos Aarsleff Rail, som blandt andet står for elektrificeringen af jernbanenettet over hele landet.



Ellers har selskabet også haft travlt med renoveringen af Østerport Station og en lang række drift- og vedligeholdelsesopgaver, blandt andet for Aarhus Letbane, og en stor sporrenoveringsopgave i Slagelse.



Når det gælder større projekter i pipelinen fremhæver direktøren blandt andet, at selskabet netop har vundet en sporrenoveringsopgave mellem Hobro og Aalborg. Derudover skal Aarsleff Rail i gang med at bygge en ny banestrækning til Aalborg Lufthavn, ligesom selskabet sidste år vandt en kontrakt sammen med bus- og letbaneoperatøren Keolis om vedligeholdelse af Odense Letbane, som skal åbne i 2021.



- Vi er fokuseret på alle elementer inden for banen. Det vil sige, vi laver både broer, brorenovering, kørestrøm, sikringer, el, spor, jord og afvanding. Og det er inden for alle områder, der ligger opgaver, som afventer, eller som der er ved at blive regnet på, fortæller Thomas Mollerup.



Projekt- og risikostyring

Han tilskriver fremgangen, at projekt- og risikostyring har været i højsædet.



- Det betyder, at vi formår at komme hjem med det, vi har beregnet sagerne til på bundlinjen eller måske endda lidt bedre. Det er i høj grad det, der driver et godt resultat. Og så er vi lykkedes med at have en meget fast stab - både ledelsesmæssigt, ude på projekterne og blandt vores timelønnede. Vi har et meget højt fokus på udvikling af den faste kerne, siger Thomas Mollerup.



Aarsleff Rail beskæftigede sidste regnskabsår 528 medarbejdere, en stigning på 58 i forhold til året før.



Samlet set er 5-10 pct. af de ansatte udenlandsk arbejdskraft, heraf en deltyske kørestrømsmontører ansat og nogle polske betonarbejdere, oplyser direktøren.



Ingen toplinjevækst i år

Når det gælder indeværende regnskabsår 2019/20 forventer ledelsen et fortsat højt aktivitetsniveau med en omsætning på niveau med sidste år.



Toplinjevækst i det danske marked bliver der dog næppe tale om. Men vækst er heller ikke hovedprioriteten for Aarsleff Rail, betoner direktøren.



- Det med at sætte turbo på, det gør vi ikke. Men det er klart, at vi hele tiden holder øje med, hvad der sker, og vi vil også gerne udvikle os. Så vi vil tage opgaverne en ad gangen og så gøre dem lidt større løbende, så vi får udviklet vores kompetencer, siger Thomas Mollerup.



Aarsleff Rail nåede sidste år en overskudsgrad (EBIT-margin) på 6,9 pct., hvilket direktøren også er tilfreds med.



- Vi skal gerne ligge i et EBIT-niveau på 5-5,5 pct. med de investeringer vi har. Vi skal have en stabil indtjening, for hvis ikke vi tjener penge og har en fornuftig dækningsgrad, så er der heller ikke penge til at investere i nye maskiner, og det er den måde man bygger sig op i det her marked, siger Thomas Mollerup.



Samlede banekompetencer

Aarsleff Rail blev etableret i 2009, da Aarsleff-koncernen valgte at samle banekompetencerne ét sted.



Før dette blev baneaktiviteterne udført gennem interessentselskabet Banekonsortiet I/S, der var et arbejdsfællesskab mellem tre af koncernens selskaber: Per Aarsleff, Petri & Haugsted og Wicotec Kirkebjerg.



Foruden de klassiske banekompetencer som nyanlæg, renovering og vedligehold af jernbaner og letbaner udfører Aarsleff Rail også arbejde på broer.



Det kan for eksempel være i forbindelse med udskiftning af belægningen.



Mellem 10 og 20 pct. af aktiviteterne udføres i samarbejde med søsterselskaberne Per Aarsleff og Wicotec Kirkebjerg.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.182